Danskproduceret thriller i Cannes: Betagende og rædselsvækkende

"Holy Spider", der er kandidat til Guldpalmen, gør indtryk på anmelderne i Cannes. Én avis giver topkarakter.

Dansk-iranske Ali Abbasi (til venstre) har instrueret filmen "Holy Spider", der søndag fik premiere i Cannes. <i>Patricia De Melo Moreira/Ritzau Scanpix</i>

Dansk-iranske Ali Abbasi (til venstre) har instrueret filmen "Holy Spider", der søndag fik premiere i Cannes. Patricia De Melo Moreira/Ritzau Scanpix

Den danskproducerede film "Holy Spider", der handler om en seriemorder i Iran, har søndag haft premiere på filmfestivalen i Cannes.

Det har resulteret i flere - overvejende positive - anmeldelser.

Blandt dem er en anmeldelse fra The Telegraph. Den britiske avis kvitterer med fem ud af fem stjerner og kalder filmen en "seriemorder-thriller, der er dybt betagende og bevidst rædselsvækkende".

"Holy Spider" er instrueret af dansk-iranske Ali Abbasi, der er uddannet på Det Danske Filminstitut. Den er baseret på en sand historie.

Abbasi har tidligere tiltrukket sig opmærksomhed med filmen "Grænse".

- Men han vil blive endnu mere kendt, når først chokket har lagt sig (over denne film, red.), skriver The Telegraphs anmelder.

Han kalder også filmen en "sikker kontrovers-magnet".

"Holy Spider" følger en kvindelig journalist, der bevæger sig i den hellige by Mashhads underverden. Her udforsker hun drabene på flere prostituerede. Drabene er begået af en seriemorder, som vil rense gaderne for syndere.

Den britiske avis The Guardian giver filmen tre ud af fem stjerner.

Blandt kritikpunkterne fra avisens anmelder er, at filmen får den ellers virkelige historie til at føles usandsynlig og opdigtet.

Også anmeldere fra de to store kulturmedier The Hollywood Reporter (THR) og Deadline har været til tasterne efter søndagens premiere.

- Abassi gør den kontroversielle sag til en voldelig thriller om at fange en morder og en kritik af sit hjemlands straffende teokratiske system, hvor kvinder altid virker til at være skyldige i et eller andet, skriver THR.

Deadline skriver blandt andet, at filmen "knitrer og skinner af vrede".

"Holy Spider" er produceret af det danske produktionsselskab Profile Pictures. Filmen er udtaget til hovedkonkurrencen om Guldpalmen.

Filmfestivalen begyndte den 17. maj og slutter den 28. maj.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden