Demonstranter i Sri Lanka stormer præsidentens bolig

Præsident flygtede fra præsidentbolig i Colombo, da den blev stormet af demonstranter.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sri Lankas premierminister har indkaldt til et hastemøde i landets regering.

Det sker, efter at landets præsident, Gotabaya Rajapaksa, flygtede fra præsidentboligen i Colombo, da den blev stormet af demonstranter.

Præsidenten er bragt i sikkerhed. Det siger en talsmand for præsidentkontoret til det tyske nyhedsbureau dpa.

Titusindvis af mennesker deltog i demonstrationerne i hovedstaden. De forlangte, at præsident Rajapaksa går af.

Politi med tåregas og soldater blev siden sat ind mod demonstranterne.

Sri Lanka ligger syd for Indien. De 22 millioner indbyggere oplever for tiden landets værste økonomiske krise i årtier.

Det stærkt forgældede land mangler så mange penge, at det ikke er i stand til at importere tilstrækkeligt med blandt andet benzin og medicin.

Foran tankstationer holder der ofte kilometerlange køer.

Regeringen i Colombo har bedt om hjælp både hos Den Internationale Valutafond og hos flere lande - deriblandt Rusland.

Politiet har indført et udgangsforbud i hovedstaden i et forsøg på at få stoppet urolighederne. Oppositionen kalder udgangsforbuddet ulovligt.

Ifølge AFP skal flere demonstranter have tvunget landets jernbaner til at sende tog ud for at hente flere aktivister ind til hovedstaden.

Demonstranterne mener, præsident Rajapaksa er ansvarlig for den økonomiske krise i landet. Den bliver af nogle kaldt den værste, siden Sri Lanka opnåede uafhængighed i 1948.

Premierminister Ranil Wickremesinghe står til at efterfølge den siddende præsident, hvis denne går af.

Men også premierministeren fordømmes af demonstranterne. Han har i deres øjne ikke gjort nok for at dæmpe krisen, siden han blev udnævnt som regeringsleder for to måneder siden.

/ritzau/dpa

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.