Det amerikanske militær vil snart opsige transkønnede ansatte
Pentagon skal indenfor 30 dage identificere transkønnede ansatte. Senest 30 dage herefter vil de blive opsagt.
Opdateret kl. 05:58
Transkønnede, der er ansat i amerikanske militær hær, vil indenfor to måneder blive afskediget, medmindre de kan få en dispensation til at beholde deres ansættelse.
Det fremgår af et notat fra det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, skriver nyhedsbureauet Reuters.
I notatet står der, at Pentagon indenfor 30 dage skal identificere de transkønnede. Herefter har forsvarsministeriet 30 dage til at afskedige dem.
- Det er den amerikanske regerings politik at fastsætte høje standarder for soldaternes parathed, dødelighed, samhørighed, ærlighed, ydmyghed, ensartethed og integritet, står der i notatet.
- Denne politik er uforenelig med de medicinske, kirurgiske og psykiske begrænsninger for personer med kønsdysfori, eller som har en aktuel diagnose eller udviser symptomer, der er i overensstemmelse med kønsdysfori, fremgår det videre af notatet.
Pentagon-notatet følger op på et dekret, som USA's præsident, Donald Trump, underskrev i januar.
Trump udtalte dengang, at mænd, der identificerer sig som kvinder, ikke besidder den ydmyghed, som det kræver at være en del af de amerikanske tropper.
Det amerikanske militær har ifølge data fra USA's forsvarsministerium omkring 1,3 millioner ansatte.
Andelen af transkønnede personer er ukendt, men fortalere for transkønnedes rettigheder har tidligere vurderet, at der er op mod 15.000 transkønnede personer ansat i USA's militær.
Donald Trump underskrev 5. februar et andet dekret, der forbyder transkønnede piger og kvinder i at deltage i kvindesport på alle niveauer.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.