Verden

Det Hvide Hus vil udvælge mediefolk med adgang til Trump

I et frit land skal ledere ikke kunne vælge deres pressekorps, lyder kritik af ny beslutning i Det Hvide Hus.

Trumps pressetalskvinde, Karoline Leavitt, svarer på spørgsmål fra journalister i Det Hvide Hus' presserum tirsdag.
Trumps pressetalskvinde, Karoline Leavitt, svarer på spørgsmål fra journalister i Det Hvide Hus' presserum tirsdag. Brian Snyder/Reuters

Pressekontoret i Det Hvide Hus vil fremover beslutte, hvilke journalister, der får adgang til præsident Donald Trump ved pressemøder og i de såkaldte "pools", hvor en mindre gruppe pressefolk får adgang til præsidenten.

Det siger Trumps pressetalskvinde, Karoline Leavitt, tirsdag.

Hidtil har det været den uafhængige presseorganisation White House Correspondents' Association (WHCA), som den afgørelse har ligget hos. WHCA består af mediefolk, der dækker Det Hvide Hus og præsidenten.

Organisationen retter en skarp kritik mod ændringen.

Det er et "slag mod den frie presses uafhængighed", siger WHCA's formand, Eugene Daniels.

- I et frit land skal ledere ikke selv kunne vælge deres eget pressekorps, siger han i en kommentar.

Karoline Leavitt mener derimod, at WHCA "længe har dikteret", hvilke journalister, der fik adgang til "pools" og til Trump.

- Sådan er det ikke længere. Jeg er stolt over at kunne meddele, at vi vil give magten tilbage til de mennesker, der læser jeres aviser, der ser jeres tv-shows og som lytter til jeres radioprogrammer, siger hun tirsdag på en pressebriefing i Det Hvide Hus.

- Fremover vil pressepoolen blive bestemt af pressekontoret i Det Hvide Hus, siger hun.

For to uger siden begyndte Det Hvide Hus at udelukke journalister fra nyhedsbureauet Associated Press (AP) fra at få fuld adgang til Det Hvide Hus og komme med på præsidentens fly, Air Force One.

I sidste uge lød det fra Trump, at AP-journalisternes adgang vil være indskrænket, indtil nyhedsbureauet stopper med at henvise til en bugt mellem USA og Mexico som Den Mexicanske Golf.

Trump underskrev i sidste måned et dekret, der pålagde indenrigsministeriet at ændre navnet på den havbugt, der længe var kendt som Den Mexicanske Golf, til Den Amerikanske Golf.

Mandag afviste en dommer i USA en klage fra AP i den sag.

/ritzau/AFP

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden