Tusindvis venter i kø i Donald Trumps nye app

De første brugere i USA har downloadet Donald Trumps nye sociale medie, Truth Social, til deres mobiltelefon.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

De første iPhone-brugere i USA har mandag morgen dansk tid downloadet USA's tidligere præsident Donald Trumps nye app, Truth Social, som er et nyt socialt medie.

Det oplyser folk, der havde forhåndsbestilt appen på Apples App Store, til nyhedsbureauet Reuters.

Mandag formiddag er den ikke tilgængelig i hverken den danske version af Apples App Store eller Google Play-appen, der er til Android-telefoner.

Blandt de amerikanske brugere tyder noget på, at mange er interesserede i at hente Truth Social, der i App Store beskrives som en medieplatform fri for politisk diskrimination.

På Twitter skriver flere brugere - med tilhørende skærmbilleder - at de har oprettet sig på appen, men at de må vente bag mange tusinder i kø for komme ind.

Blandt andet skriver den konservative forfatter Janie Johnson, at hun er nummer 6992 i køen til at komme ind på appen.

- Truth Social er kommet på Præsidentens Dag (amerikanske helligdag, som falder på tredje mandag i februar, red.), skriver hun med et tilhørende billede fra sin iPhone.

Rebecca Downs, som er redaktør på det konservative medie Townhall.com, skriver på Twitter, at hun er nummer 10.722 i køen til at komme ind på Truth Social.

- Jeg var så glad for at se, at jeg kunne oprettet mig på Truth Social, men så viser det sig, at jeg er nummer 10.722 i køen, skriver hun.

Det sociale medie er blevet udviklet af Trumps nye mediesatsning Trump Media & Technology Group (TMTG).

Trump selv har beskrevet det som et alternativ til Facebook, Twitter og YouTube, der alle udelukkede ham for en periode som følge af stormløbet på den amerikanske kongresbygning 6. januar 2021.

Den daværende præsident er blevet beskyldt for at have opildnet sine støtter til stormløbet. Donald Trump var flittig Twitter-bruger, og han havde omkring 89 millioner følgere, da han blev udelukket af mediet.

Ligesom Twitter tilbyder Truth-appen, at brugere kan følge folk og emner, som de finder interessante.

Og mens man på Twitter kan dele sine tanker i et tweet, så vil man på Truth Social kunne dele dem som en "truth", som kan oversættes til "sandhed" på dansk.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden