Verden

Ebola-vaccine kan tage op til ni måneder at udvikle

Ebola-udbrud udvikler sig dag for dag i DR Congo. Der findes ingen vaccine mod den variant, der florerer.

Ebola er en virussygdom med høj dødelighed. Derfor må sundhedsmedarbejdere klæde sig godt på for ikke selv at blive smittet, når de tager sig af de syge. (Arkivfoto).
Ebola er en virussygdom med høj dødelighed. Derfor må sundhedsmedarbejdere klæde sig godt på for ikke selv at blive smittet, når de tager sig af de syge. (Arkivfoto). Isaac Kasamani/Ritzau Scanpix

Det kan tage op til ni måneder at udvikle en vaccine, der kan bruges mod den ebola-variant, der er i udbrud i DR Congo.

Det vurderer speciallæge i infektionsmedicin Vasee Moorthy, som er rådgiver i Verdenssundhedsorganisationen (WHO), ifølge det britiske medie BBC.

Der findes i øjeblikket ingen godkendte behandlinger eller vacciner mod Bundibugyo-varianten af ebola, som indtil videre menes at have kostet over 130 mennesker livet i DR Congo.

To mulige vacciner er under udvikling, men ingen af vaccinerne har gennemgået kliniske forsøg.

Ifølge Vasee Moorthy vil den mest lovende vaccine-kandidat mod Bundibugyo-varianten sandsynligvis tage mellem seks til ni måneder at udvikle, skriver BBC.

Der findes i øjeblikket en vaccine mod Zaire-varianten af ebola. Det er muligt, at denne vaccine kan give en vis beskyttelse mod den variant, der i øjeblikket koster liv i DR Congo, siger WHO-rådgiveren.

Ebola blev første gang opdaget i 1976 i DR Congo og menes have spredt sig fra flagermus.

Det er 17. gang siden da, at ebola er i udbrud i det centralafrikanske land.

Bundibugyo-varianten er dog sjælden. Den har kun forårsaget to tidligere udbrud - i Uganda i 2007 og i DR Congo i 2012. Her døde omkring en tredjedel af de smittede.

Ebola spredes gennem direkte kontakt med kropsvæsker og gennem åbne sår og kan forårsage alvorlige blødninger og organsvigt.

Den gennemsnitlige dødelighed for de forskellige varianter af ebolavirus er omkring 50 procent. I tidligere udbrud har dødeligheden varieret mellem 20 og op til 90 procent.

WHO-chefen Tedros Adhanom Ghebreyesus sagde onsdag, at der er næsten 600 formodede tilfælde og 139 formodede dødsfald i det aktuelle udbrud. Der er 51 bekræftede tilfælde i DR Congo og to i nabolandet Uganda.

Tallene forventes at stige på grund af den tid, det tager at opdage virussen.

WHO erklærede i weekenden udbruddet for en offentlig sundhedskrise af international betydning.

Det østlige DR Congo er plaget af mange års konflikter. Det gør det endnu mere vanskeligt at bekæmpe udbruddet af ebola.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden