Eftersøgning i gang efter amerikanske soldaters forsvinden i Marokko
I eftersøgning i Marokko, som både USA og Marokko deltager i, leder man efter to forsvundne soldater fra USA.
Opdateret kl. 03:24
En stor eftersøgning med styrker fra USA og Marokko er i gang, efter at to amerikanske soldater lørdag forsvandt under en øvelsesmission i Marokko.
Det melder det amerikanske og det marokkanske militær, skriver nyhedsbureauet AFP.
Omkring klokken 22 søndag aften dansk tid var eftersøgningen fortsat i gang, siger en unavngiven amerikansk embedsmand til AFP.
- Jeg kan bekræfte, at denne hændelse ikke er relateret til terrorisme, men at det tilsyneladende er en ulykke, siger embedsmanden.
- De indledende meldinger tyder på, at de to soldater kan være faldet i havet, lyder det videre.
Avisen The Wall Street Journal har rapporteret, at amerikanske embedsmænd mener, at de to soldater begav sig ud på en vandretur, efter at øvelsen var færdig.
Den melding har det for AFP ikke været muligt uafhængigt at bekræfte.
Også til nyhedsbureauet Reuters siger en unavngiven amerikansk embedsmand, at meldinger peger på, at de to soldater kan være faldet i havet.
Ifølge Reuters har den marokkanske hær meddelt, at soldaterne forsvandt nær en klippe.
Det skete i området Cap Draa, som ligger nær byen Tan Tan i det sydvestlige Marokko.
Mediet CBS News har rapporteret, at en af mediets journalister natten fra lørdag til søndag kunne høre helikoptere, efter at en optælling af soldaterne gjorde det tydeligt, at de to soldater manglede.
Til AFP siger den unavngivne amerikanske kilde, at flere helikoptere, både, droner, redningsarbejdere med erfaring inden for indsatser i bjergområder og dykkere er en del af eftersøgningen.
Soldaterne har i Marokko deltaget i den årlige fælles øvelse "African Lion", som samler styrker fra USA, det afrikanske kontinent, Nato og allierede lande til øvelser i det nordlige og vestlige Afrika.
I 2012 blev to amerikanske marineinfanterister dræbt, og yderligere to blev såret, i et flystyrt i samme område, som dette års "African Lion"-øvelse finder sted.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.