Verden

Eks-præsident får ny dom for forsøg på at undgå anholdelse i Sydkorea

Fængselsstraf hæves til syv år i sag mod tidligere præsident Yoon Suk-yeol, som også afsoner en livstidsdom.

Yoon Suk-yeol blev anholdt i januar 2025 - måneden efter, at han indførte en ulovlig undtagelsestilstand i Sydkorea. (Arkivfoto).
Yoon Suk-yeol blev anholdt i januar 2025 - måneden efter, at han indførte en ulovlig undtagelsestilstand i Sydkorea. (Arkivfoto). Kim Hong-Ji/Reuters

Opdateret kl. 10:02

Sydkoreas tidligere præsident Yoon Suk-yeol er onsdag blevet idømt syv års fængsel for som præsident at have udnyttet sine sikkerhedsagenter til at forsøge at hindre sin egen anholdelse.

Dommen er afsagt af en appeldomstol i Seoul og er en skærpelse af en tidligere straf på fem års fængsel.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- Den tiltalte forsøgte ikke kun at forhindre, at anklagernes anholdelsesbegæring blev opfyldt.

- Han gav også ulovlige instrukser til offentlige embedsfolk i præsidentens sikkerhedstjeneste, som er nationale, civile tjenestegørende, i et forsøg på at udnytte dem, som om de var private vagter, der skulle sørge for hans personlige beskyttelse, siger en dommer ved appeldomstolen.

Yoon Suk-yeol blev anholdt i januar 2025.

Det skete som følge af, at han i december 2024 havde indført en kortvarig undtagelsestilstand i Sydkorea.

65-årige Yoon Suk-yeol afsoner en livstidsdom for at have stået i spidsen for et oprør i forbindelse med, at han indførte undtagelsestilstanden.

Yoon begrundede undtagelsestilstanden med, at pro-nordkoreanske kræfter modarbejdede hans og Sydkoreas interesser inden for landets grænser.

Oppositionen mente imidlertid, at den daværende præsident forsøgte at gribe magten for at styre landet i en mere autoritær retning.

Undtagelsestilstanden udløste massedemonstrationer, og der var meldinger om sammenstød mellem politi og demonstranter i Sydkorea.

Selv om Yoon Suk-yeol havde erklæret politiske aktiviteter ulovlige under undtagelsestilstanden, mødtes medlemmerne af parlamentet alligevel. Soldater forsøgte at trænge ind i parlamentet, og tv-billeder viste, at ansatte forsøgte at presse soldaterne ud med blandt andet brandslukkere.

I parlamentet stemte alle de tilstedeværende 190 medlemmer for at ophæve undtagelsestilstanden. Den varede under et halvt døgn.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden