Eksofficer kom ifølge briterne bedst ud af premierministerdebat

De fem tilbageværende kandidater til at afløse Boris Johnson mødtes i en tv-debat fredag aften.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Tom Tugendhat var den af de fem kandidater til premierministerposten i Storbritannien, der ifølge den britiske befolkning klarede sig bedst i en tv-debat fredag aften.

Det viser en måling foretaget af Opinium.

De fem tilbageværende kandidater til at overtage Boris Johnsons post var i tv-debat fredag aften.

Efter debatten mener 36 procent, at 49-årige Tom Tugendhat, der er tidligere officer i hæren, klarede sig bedst.

Det er ikke befolkningen, men medlemmerne af det konservative parti, der vælger Boris Johnsons afløser.

På andenpladsen efter Tom Tugendhat kom tidligere finansminister Rishi Sunak med 24 procent.

Både tidligere forsvarsminister Penny Mordaunt og Kemi Badenoch fik 12 procent af stemmerne, mens blot syv procent mener, at udenrigsminister Liz Truss klarede sig bedst.

Under debatten krydsede Rishi Sunak og Liz Truss klinger om økonomisk politik.

Truss har foreslået at skrotte stigninger i skatten, hvilket vil koste over 30 milliarder pund årligt. Det skal finansieres ved langsommere afbetaling på den gæld, som landet har stiftet under coronapandemien.

- Vi må være ærlige, at låne sig ud af inflation er ikke en plan, det er et eventyr, sagde Rishi Sunak til Liz Truss.

Det er op til de konservative parlamentsmedlemmer at indsnævre feltet af kandidater til to, og herefter skal medlemmerne af partiet stemme.

Det er Rishi Sunak, der i øjeblikket har den største støtte fra sine partikolleger i parlamentet, og Tom Tugendhat har færrest konservative parlamentsmedlemmer bag sig.

Det kan dog ændre sig i takt med, at de konservative parlamentsmedlemmer løbende stemmer. Mandag skal der igen stemmes, og her sorteres kandidaten med færrest stemmer fra.

Tom Tugendhat sikrede sig et bifald ved fredagens debat ved at ryste på hovedet, da han blev spurgt, om han stoler på Boris Johnson.

Kemi Badenoch sagde dog til ham, at han har undgået at skulle træffe de svære beslutninger, fordi han ikke har været minister i Johnsons regering.

Badenoch har selv haft flere poster som viceminister.

Det ventes, at en ny premierminister er valgt 5. september.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.