Ekstrem hedebølge plager USA og sætter nationalpark i brand

Dele af nationalparken Yosemite i Californien står i flammer, mens Oklahoma City venter over 41 grader søndag.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Millioner af amerikanere, som i forvejen lider i den bagende varme, forbereder sig på rekordhøje temperaturer i weekenden.

Imens hærger en voldsom skovbrand dele af Californien.

Det er især landets centrale og nordøstlige dele, der er ramt af de ekstreme temperaturer, som ventes at toppe tidligst søndag lokal tid, og som allerede har sendt sundhedsmyndighederne på overarbejde.

Den kvælende varme har også øget brandrisikoen, og fredag brød en voldsom brand, som er blevet navngivet Oak Fire, ud i Californien nær nationalparken Yosemite. Her trues blandt andet gigantiske mammuttræer af flammerne.

Oak Fire, der kan oversættes til egetræsbranden, er af myndighederne blevet beskrevet som "eksplosiv". På mindre end 24 timer voksede den fra at dække et areal på godt to kvadratkilometer til at dække et areal på over 38 kvadratkilometer. Det svarer til et område cirka dobbelt så stort som øen Anholt.

Branden er koncentreret omkring Mariposa County og har allerede tilintetgjort to ejendomme og beskadiget fem andre. Mange tusinde andre ejendomme er truede.

Flere end 6000 indbyggere, der bor nær Yosemite, er blevet evakueret som følge af branden.

Det oplyser Hector Vasquez fra Californiens afdeling for skovbrug og brandbeskyttelse.

Natten til søndag dansk tid oplyser Vasquez, at nul procent af branden er under kontrol.

Myndighederne betegner brandens aktivitet som "ekstrem" og oplyser, at beredskabet arbejder på at evakuere flere beboere i området.

Flere end 400 brandmænd og adskillige helikoptere er indsat i kampen mod flammerne.

Lokale brandmyndigheder oplyser til avisen Los Angeles Times, at det kan tage op til en uge at få branden inddæmmet.

- Brandens eksplosive adfærd udfordrer brandmændene, oplyser myndighederne.

I de senere år er Californien og andre dele af det vestlige USA blevet hærget af enorme skovbrande, som er forårsaget af mange års tørke samt et varmere klima.

Også andre steder i landet oplever amerikanere den globale opvarmning. I storbyer i den centrale del af USA forventer myndighederne at nå temperaturer på over 38 grader i de næste minimum fem dage.

I Oklahoma City ventes det, at temperaturen vil nå 39,5 grader lørdag og over 41 grader søndag og mandag.

I forbundshovedstaden Washington D.C. ventes temperaturen i weekenden at nå op på knap 38 grader.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.