Ekstrem hedebølge smelter veje og lukker skoler i Indien

Inderne har den seneste måned svedt sig igennem den varmeste april nogensinde, og temperaturen stiger stadig.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Millioner af mennesker i Indien kæmper for at klare sig igennem en ekstrem hedebølge, der hærger i dele af landet.

Temperaturerne har nogle steder passeret 45 grader, mens byen Banda i den nordlige delstat Pradesh fredag toppede med 47,4 grader. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Det er første gang, siden myndighederne begyndte at registrere vejrdata for 122 år siden, at temperaturen er nået så højt op i april. Det melder direktøren for Indiens meteorologiske institut, Mrityunjay Mohapatra, lørdag ifølge dpa.

Hedebølgen står til at blive intensiveret de kommende dage, og temperaturerne kan nå over 50 grader i den nordvestlige del af landet, siger Mohapatra.

Han tilføjer, at maj normalt er den varmeste måned i Indien.

De varme temperaturer i Indien såvel som nabolandet Pakistan har smeltet veje og tvunget skoler til at lukket. Både sundheds- og brandvæsenet er desuden i forhøjet beredskab, skriver nyhedsbureauet Reuters.

I Pakistan har man for første gang i årtier sprunget foråret over og gået direkte fra vinter til sommer.

Hedebølgen i Indien rammer midt i en strømkrise på grund af kulmangel, der skyldes et øget elforbrug.

Mange regioner, herunder Delhi og de omkringliggende områder, har oplevet strømafbrydelser og mangel på vand.

Kul er den vigtigste kilde til at producere strøm til Indiens 1,4 milliarder indbyggere.

Vandmanglen ventes at vare ved, indtil monsunen vender tilbage med regn i juni og juli.

Indiens landmænd rammes hårdest af vandmanglen. Især de landmænd, som dyrker hvede. De vil få svært ved at nå de mængder, som vil sætte Indien i stand til at eksportere større mængder hvede, mens efterspørgslen er stigende som følge af krigen i det normalt storeksporterende Ukraine.

Ifølge den globale vejrtjeneste World Meteorological Organization er det endnu for tidligt at konkludere, at den ekstreme varme i Indien og Pakistan udelukkende skyldes klimaforandringer. Det skriver dpa.

Men vejrtjenesten oplyser, at det er i overensstemmelse med, hvad der kan forventes af et skiftende klima.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.