Elon Musk skal alligevel ikke sidde i Twitters bestyrelse

Twitters direktør mener, at det er for det bedste, at Elon Musk ikke bliver en del af Twitters bestyrelse.

Elon Musk skulle have været indsat i Twitters bestyrelse lørdag, men samme dag meddelte milliardæren, at han alligevel ikke ville være en del af bestyrelsen. (Arkivfoto). <i>Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix</i>

Elon Musk skulle have været indsat i Twitters bestyrelse lørdag, men samme dag meddelte milliardæren, at han alligevel ikke ville være en del af bestyrelsen. (Arkivfoto). Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix

Elon Musk skal alligevel ikke være en del af det sociale medie Twitters bestyrelse.

Det skriver det sociale medies administrerende direktør, Parag Agrawal, på Twitter.

Der gives ikke nogen forklaring på, hvorfor Elon Musk alligevel ikke skal være med i bestyrelsen.

Direktøren skriver dog, at det er Musk selv, der lørdag meddelte, at han ikke vil sidde i bestyrelsen alligevel.

Mandag i sidste uge kom det frem, at Elon Musk, der ejer Tesla og er god for et trecifret milliardbeløb - i amerikanske dollar vel at mærke - havde købt lidt under ti procent af Twitter.

Tirsdag lød det, at han også havde fået en plads i selskabets bestyrelse.

Men det bliver altså ikke til noget.

- Jeg tror, at det er for det bedste. Vi har og vil altid værdsætte input fra vores aktionærer, uanset om de sidder i vores bestyrelse eller ej.

- Elon er vores største aktionær, og vi er fortsat åbne over for hans input, lyder det i tweetet fra Parag Agrawal.

Elon Musk selv har ikke sagt noget om den seneste udvikling. På Twitter har han dog lavet et opslag med en emoji, der holder sig for munden.

Tesla-ejeren har været en ivrig kritiker af Twitter, som han blandt andet mener, har et problem med ytringsfriheden.

Det er umiddelbart uvist præcist, hvad Elon Musk mener, at Twitters problem med ytringsfrihed er. Men han har tidligere omtalt sig selv som ytringsfrihedsfundamentalist.

Twitter har i de seneste år slået hårdere ned på brugere, der ytrer hadtale, opfordrer til politisk vold eller vurderes aktivt at undergrave demokratiet.

Elon Musk landede i sidste uge på toppen af magasinets Forbes' liste over verdens rigeste mennesker.

Tesla-ejeren har en formue på 219 milliarder dollar - svarende til 1475 milliarder kroner.

Han vippede Amazon-stifter Jeff Bezos af tronen. Han er god for 171 milliarder dollar.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden