Nævningetinget til retssag mod Steve Bannon er fundet

Mandag startede retssagen mod tidligere Trump-rådgiver Steve Bannon, der er tiltalt for foragt for Kongressen.

Steve Bannon, der var rådgiver for Donald Trump i en del af sidstnævntes præsidentperiode, taler til pressen efter første dag af retssagen mod ham. <i>Joshua Roberts/Reuters</i>

Steve Bannon, der var rådgiver for Donald Trump i en del af sidstnævntes præsidentperiode, taler til pressen efter første dag af retssagen mod ham. Joshua Roberts/Reuters

Mandag startede retssagen mod Steve Bannon, der var rådgiver for Donald Trump i sidstnævntes embede som præsident i USA.

Den første retsdag gik med at udvælge de nævninger, der skal være med til at fælde dom over Bannon, der er tiltalt for foragt for Kongressen, fordi han før har nægtet at vidne om stormløbet mod Kongressen 6. januar 2021.

22 personer er blevet udvalgt til nævningetinget mandag. Tirsdag skal det skæres ned til 12 personer og to suppleanter. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

De udvælges, efter at de bliver udspurgt af advokater til begge parter i sagen.

Steve Bannon har uden held forsøgt at få dommeren i sagen, Carl Nichols, til at udskyde sagen på grund af de høringer om stormen på Kongressen, der foregår i øjeblikket, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Hans argument var, at høringerne ville gøre det sværere at finde upartiske nævninger.

I sidste uge præsenterede det udvalg, der undersøger stormen på Kongressen beviser for, at Bannon talte med Trump mindst to gange den 5. januar, dagen før stormløbet mod Kongressen.

Udvalget afspillede også et klip, der viser Bannon deltage i et højreorienteret talkshow 5. januar og sige "helvede kommer til at bryde løs i morgen".

Det udsagn kom, efter at Bannon havde talt med Trump på et tidspunkt den 5. januar.

Dommeren lod en kvinde, der sagde, at hun har fulgt med i høringerne i 6. januarudvalget, være en del af nævningetinget på trods af protester fra Bannons advokater.

I det tilfælde lagde dommeren vægt på, at kvinden sagde, at hun ikke var forudindtaget i forhold til sagen om Bannon.

En håndfuld personer, der var i spil til at blive en del af nævningetinget sagde, at de har en negativ holdning om Steve Bannon, og de blev således ikke udvalgt.

Hvis Bannon bliver dømt, står han til fængsel imellem 30 dage og et år, skriver AFP.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.