En dræbt og 12 såret i droneangreb mod kirke i Syrien
Lokale oprørsgrupper menes at stå bag droneangreb mod en indvielsesceremoni af en kirke i Syrien.
En civil er søndag blevet dræbt og 12 andre såret ved et droneangreb mod en kirke i det centrale Syrien.
Det skriver det statslige syriske nyhedsbureau Sana.
Kirken er ny og var søndag ved at blive indviet med en ceremoni, da angrebet fandt sted.
- En civil blev dræbt og 12 såret i et droneangreb foretaget af en terrororganisation mod en tætpakket forsamling i byen Al-Suqaylabiyah ved Hama, skriver Sana.
Det syriske nyhedsbureau og Syriens regering betegner ofte oprørsgrupper som "terrororganisationer".
Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr), der fra et kontor i Storbritannien overvåger situationen i Syrien, bekræfter angrebet.
Observatoriet har fået oplyst fra sine kilder i Syrien, at én person er dræbt og seks såret.
Det er formentlig lokale oprørsgrupper, der står bag, tilføjer Sohr.
Søndagens angreb kommer, to dage efter at et luftangreb i Idlib-regionen dræbte syv mennesker. Blandt ofrene var fire børn.
Ifølge Sohr var fredagens angreb foretaget af russiske fly, der skød mod det oprørskontrollerede område.
Omkring halvdelen af Idlib-provinsen samt dele af provinserne Aleppo, Hama og Latakia er kontrolleret af Hayat Tahrir al-Sham, der har forbindelser til det militante netværk al-Qaeda.
/ritzau/AFP
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.