Verden

En person testet positiv for hantavirus i Canada

En passager fra krydstogtskibet MV "Hondius" er testet positiv for hantavirus i Canada og er indlagt.

Krydstogtskibet MV "Hondius" er på vej til Holland. Flere personer, der har været ombord på skibet, er blevet testet positive for hantavirus. (Arkivfoto).
Krydstogtskibet MV "Hondius" er på vej til Holland. Flere personer, der har været ombord på skibet, er blevet testet positive for hantavirus. (Arkivfoto). Borja Suarez/Reuters

En person er testet positiv for hantavirus i provinsen British Columbia i Canada.

Det oplyser provinsens sundhedschef, Bonnie Henry, lørdag til CBC News.

Testresultatet skal endnu endeligt bekræftes af et laboratorium i byen Winnipeg, men det foreløbige resultat er positivt, lyder det.

Personen, der formodes at have hantavirus, har været om bord på krydstogtskibet MV "Hondius" og har siden sin hjemkomst til Canada været i karantæne.

Sundhedschefen oplyser, at personen begyndte at udvikle milde symptomer som feber og hovedpine for to dage siden og blev indlagt på et hospital.

Personen er fortsat indlagt i isolation, mens dennes tilstand betegnes som stabil, skriver CBC News.

- Det er naturligvis ikke det, vi havde håbet på, men det er det, vi har forberedt os på, siger Bonnie Henry ifølge mediet.

I begyndelsen af maj kom det frem, at tre personer formentlig var døde af hantavirus. De var alle passagerer på krydstogtskibet MV "Hondius", som i april satte kursen fra Argentina mod Kap Verde.

Efterfølgende blev der konstateret flere smittetilfælde på skibet. I alt var der knap 150 personer om bord fra 23 forskellige lande, som alle er blevet evakueret.

Det er op til hvert land selv at bestemme, hvordan de evakuerede passagerer skal håndteres.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anbefaler dog, at de kommer i karantæne i 42 dage med daglige lægetjek.

Der findes ingen vacciner eller specifik behandling mod hantavirus.Sundhedsmyndigheder har dog understreget, at risikoen for den globale folkesundhed er lav og afvist sammenligninger med covid-19-pandemien.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden