Estland lukker for indrejse for de fleste russere

Ruslands naboland Estland vil lukke grænsen for de fleste russiske statsborgere, der vil ind i Schengen-zonen.

Der vil være undtagelser, så nogle russiske statsborgere stadigvæk kan rejse ind i Estland, men for langt de fleste russere bliver det nu sværere at krydse grænsen til nabolandet.  Det siger den estiske udenrigsminister, Urmas Reinsalu. (Arkivfoto). <i>Gints Ivuskans/Ritzau Scanpix</i>

Der vil være undtagelser, så nogle russiske statsborgere stadigvæk kan rejse ind i Estland, men for langt de fleste russere bliver det nu sværere at krydse grænsen til nabolandet. Det siger den estiske udenrigsminister, Urmas Reinsalu. (Arkivfoto). Gints Ivuskans/Ritzau Scanpix

Ruslands naboland Estland siger torsdag, at landet fra næste uge vil udelukke de fleste russiske statsborgere fra at kunne rejse ind i landet med visa udstedt af de estiske myndigheder.

Dermed vil også en populær rute for russere, der ønsker indrejse til resten af Schengen-området, lukke fra 18. august.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Selv om der vil være undtagelser for nogle russiske statsborgere, har den estiske regering også tænkt sig at indskrænke mulighederne for russere, der skal arbejde, studere eller på forretningsrejse i nabolandet.

Det siger den estiske udenrigsminister, Urmas Reinsalu.

Stramningen kommer efter en periode med ekstra pres på grænseovergangen mellem de to lande.

- Vi har set en enorm stigning i antallet af russiske borgere, der rejser ind i eller gennem Estland, siger Urmas Reinsalu i en udtalelse ifølge Reuters.

Estland er en del af EU. Unionen har netop vedtaget den syvende runde af sanktioner rettet mod Rusland - uden et samlet indrejseforbud for russere.

Tirsdag udtalte den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, at de europæiske lande bør gøre netop det. Den udtalelse har skabt vrede i Moskva.

Den danske udenrigsminister Jeppe Kofod (S) er ikke totalt afvisende overfor Zelenskyjs forslag.

- Alle forslag, der rammer Rusland, sanktioner og forslag, der kan retsforfølge russiske krigsforbrydelser. Alt det er vi åbne for at drøfte med vores europæiske og nordamerikanske kolleger, siger han i en kommentar til Berlingske.

EU-kommissionen har dog sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt et indrejseforbund kan gennemføres. Herfra lyder det, at det altid skal være muligt at få visum, hvis en russisk borger har familie i EU, er journalist eller er systemkritiker.

Estland har sammen med Finland efterspurgt en fælles løsning i EU.

Foreløbigt bliver landet ved med at give adgang til russere, der har visum udstedt af et andet EU-land, ligesom også studerende, der allerede befinder sig i landet, fortsat vil have lovligt ophold til at gennemføre deres uddannelse.

Skal man besøge familie, er diplomat, fragter godstransport eller rejser med et humanitært formål, bliver man som russer heller ikke nægtet adgang.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden