Verden

Estlands parlament afskærer ikke-EU-borgere fra lokalvalg

Et tiltag, der skal forhindre Estlands russiske minoritet at stemme ved lokalvalg, er vedtaget af parlamentet.

Estlands parlament har stemt en forfatningsændring igennem, der skal forhindre ikke-EU-borgere at stemme ved lokalvalg. Landets premierminister, Kristen Michal (på billedet), kalder afstemningen for en "sejr for alle". (Arkivfoto).
Estlands parlament har stemt en forfatningsændring igennem, der skal forhindre ikke-EU-borgere at stemme ved lokalvalg. Landets premierminister, Kristen Michal (på billedet), kalder afstemningen for en "sejr for alle". (Arkivfoto). Antti Aimo-Koivisto/Reuters

Opdateret kl. 18:09

Estlands parlament har onsdag vedtaget en forfatningsændring, der forhindrer ikke-EU-borgere i at stemme ved lokalvalg.

Tiltaget er særligt målrettet landets store russiske minoritet.

Hvis loven bliver underskrevet af landets præsident, vil det ramme omkring 80.000 russiske borger, der bor i Estland.

Der bor i alt cirka 1,3 millioner mennesker i landet.

Efter Sovjetunionens fald er der desuden omkring 60.000 statsløse borgere i Estland.

Tiltaget sker på baggrund af bekymringer om landets sikkerhed efter Ruslands krig i Ukraine.

Her har Estland markeret sig som en af de mest fremtrædende støtter af Ukraine.

I afstemningen om forfatningsændringen i parlamentet, blev ændringen vedtaget med 93 stemmer for. I alt er der 101 politikere i det estiske parlament.

Kristen Michal, der er landets premierminister, har efter afstemningen kaldt resultatet for en "sejr for alle". Det skriver han på X.

- Beslutningerne i vores lokale liv vil ikke blive truffet af borgerne i aggressorstaterne, men af os selv, skriver han i opslaget.

Ifølge Rein Toomla, der er professor i politiske studier ved universitetet i Tartu i Estland, ville der ikke været blevet taget initiativ til forslaget, hvis Rusland havde været "fornuftig".

Det siger han til AFP.

- Det (forfatningsændringen red.) er meget tydeligt mod Rusland. Russiske borgere, der bor i Estland er blevet et offer, fordi Rusland har opført sig sådan, ikke dem, siger han.

I Estland har borgere med permanent opholdstilladelse hidtil kunnet stemme ved lokale valg, men ikke ved parlamentsvalg.

/ritzau/AFP

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden