Verden

EU-Domstolen: Ungarn overtrådte EU-retten med lov om LGBT+-personer

EU-Domstolen giver i ny dom EU-Kommissionen ret i, at Ungarn er gået for vidt med lov om LGBT+-personer.

Vinder af det ungarske valg, Peter Magyar fra Tisza-partiet, har lovet at sikre mindretalsrettigheder i Ungarn. Et skridt kan blive ændring af Viktor Orbns lov om LGBT+-personer (Arkivfoto).
Vinder af det ungarske valg, Peter Magyar fra Tisza-partiet, har lovet at sikre mindretalsrettigheder i Ungarn. Et skridt kan blive ændring af Viktor Orbns lov om LGBT+-personer (Arkivfoto). Attila Kisbenedek/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 10:49

Ungarn har tilsidesat EU-retten ved at vedtage en lov, der "stigmatiserer og marginaliserer" LGBT+-personer.

Det fastslår EU-Domstolen i en ny dom, som er blevet offentliggjort tirsdag.

I dommen får EU-Kommissionen medhold i alle punkter i sagen.

Dermed sender EU-Domstolen en klar besked til Péter Magyar, der vandt valget i Ungarn, om at ændre lovgivningen.

Den blev vedtaget under Viktor Orbáns regering og var en del af det kontinuerlige opgør mellem EU-Kommissionen og Ungarn om EU-landets vilje til at leve op til EU's værdier.

Ifølge EU-Domstolen er der dog ingen tvivl om, at EU-Kommissionen havde ret i sin vurdering af loven.

- Denne lov er i strid med selve Unionens identitet som fælles retsorden i et samfund, der er kendetegnet ved pluralisme.

- Ungarn kan ikke gyldigt påberåbe sig sin nationale identitet med henblik på at begrunde vedtagelsen af en lov, der tilsidesætter de ovennævnte værdier, hedder det i dommen.

Situationen for homoseksuelle og LGBT+-personer i Ungarn er i de senere år blevet markant forværret under Orbáns regering.

Den har gennemført lovgivning, der begrænser deres rettigheder og synlighed.

Det skete ifølge Viktor Orbán for at beskytte ungarske børn mod udbredelsen af LGBT+-budskaber.

Orbán tabte dog for nylig valget i Ungarn. Det har givet håb om et politisk skifte, når det gælder LGBT+-personers rettigheder.

Valgets vinder, Peter Magyar, har som udgangspunkt lovet at arbejde for et Ungarn, hvor ingen stigmatiseres for at tænke anderledes end flertallet.

- Vi har klart udtalt, at ifølge Tisza og de mange millioner ungarere, der støtter Tisza, kan alle leve med og elske, hvem de vil, så længe de ikke overtræder lovene og ikke skader andre, har han sagt.

Rådgivningsdirektør i Dansk Industri, Kinga Szabo Christensen, er født i Ungarn. Hun ser dommen som et stærkt signal om, at "Europa værner om sine grundværdier om frihed og ret til at være, hvem man vil være".

- Det er ingen nyhed, at Ungarn i årevis under Viktor Orbáns styre har sat de værdier under pres.

- Nu er der valgt en ny statsleder, og jeg tror og håber på, at det også markerer et skifte i Ungarns deroute på borgernes retssikkerhed. Det er en god dag for Europa, siger Kinga Szabo Christensen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden