Verden

EU-formand vil have Ungarn til at ophæve pride-forbud

Deltagerne ved pride i Budapest skal ikke frygte for sanktioner fra politiet, mener Ursula von der Leyen.

Det medførte protester i Budapest, da Ungarns parlament i marts indførte en lov, der gør det muligt for politiet at forbyde afholdelsen af den årlige prideparade. (Arkivfoto).
Det medførte protester i Budapest, da Ungarns parlament i marts indførte en lov, der gør det muligt for politiet at forbyde afholdelsen af den årlige prideparade. (Arkivfoto). Bernadett Szabo/Reuters

Opdateret kl. 23:10

Ungarn bør ophæve et forbud fra politiet mod afholdelsen af en pridemarch i hovedstaden Budapest på lørdag.

Sådan lyder meldingen fra EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, onsdag aften i et opslag på det sociale medie X.

- Jeg opfordrer ungarske myndigheder til at tillade, at Budapest Pride kan finde sted, skriver hun.

- Hverken arrangører eller deltagere skal frygte kriminelle eller administrative sanktioner, lyder det videre.

Arrangøren af weekendens pride, hvor titusindvis ventes at deltage, er Ungarns LGBTQ-samfund.

Politiet nedlagde for en uge siden forbud mod pridemarchen.

Det skete, efter at Ungarns parlament i marts vedtog en lov, der giver politiet grundlag for at forbyde LGBTQ-optog. Formålet med loven var at beskytte børn.

Budapests liberale borgmester, Gergely Karácson, har tidligere udtalt, at Budapest trods forbuddet fra politiet agter at afholde prideparaden.

- I denne by er der ingen første- eller andenrangsborgere. I denne by ved vi, at kun sammen kan vi være frie, sagde Karácson.

Han mener ikke, at lovgivningen gælder arrangementer, som er organiseret af bystyret.

- Budapest rådhus vil arrangere Budapest Pride-march 28. juni som et byarrangement. Punktum, skrev Karácson for nylig på Facebook.

Flere medlemmer af EU-Parlamentet har ifølge AFP annonceret, at de vil deltage i pridemarchen. Per Clausen (EL) har på X oplyst, at han vil være til stede i Budapest.

Ungarn har ifølge AFP i et brev advaret dem om at deltage og henvist til, at der er tale om en ulovlig forsamling.

Premierminister Viktor Orbans nationalkonservative parti, Fidesz, sidder på et stort flertal af pladserne i parlamentet.

Orbans regering fører en restriktiv kurs over for LGBTQ-samfundet, og allerede i februar sagde premierminister, at arrangørerne bag Budapest Pride ikke skulle gøre sig den ulejlighed at arrangere pridemarchen i år.

Ud over at forbyde LGBTQ-optog har politiet med den nye lovgivning fået lov til at bruge ansigtsgenkendelse for at identificere personer, der deltager i prideparader.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden