Verden

EU giver grønt lys til at åbne forhandlinger om optagelse af Ukraine

Alle EU-lande har sagt ja til at åbne første forhandlingsområde i forhandlinger om Ukraines optagelse i EU.

- Vi er et skridt nærmere et EU-medlemskab og bevæger os støt frem mod vores mål, skriver Ukraines premierminister, Julija Svyrydenko, onsdag i et opslag på X. (Arkivfoto).
- Vi er et skridt nærmere et EU-medlemskab og bevæger os støt frem mod vores mål, skriver Ukraines premierminister, Julija Svyrydenko, onsdag i et opslag på X. (Arkivfoto). Yoan Valat/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 01:27

Alle EU-medlemslande har givet grønt lys til, at indledende forhandlinger om optagelse af Ukraine i EU kan begynde.

Det skriver Ukraines premierminister, Julija Svyrydenko, onsdag aften i et opslag på det sociale medie X.

- Fantastiske nyheder - alle EU's medlemsstater har givet grønt lys til at åbne klynge 1 i medlemskabsforhandlingerne med Ukraine og Moldova, skriver hun og tilføjer:

- Vi er et skridt nærmere et EU-medlemskab og bevæger os støt frem mod vores mål.

Cypern, som har EU-formandskabet, skriver på X, at man er begyndt at forberede åbningen af forhandlingerne om den første gruppe af forhandlingsområder, der blandt andet omfatter retsstatsprincippet.

- Dette markerer en vigtig milepæl i deres (Ukraines og Moldovas, red.) vej mod europæisk integration og sender et stærkt signal om EU's sammenhold og beslutsomhed, står der i opslaget.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har tidligere lagt pres på EU-lederne for at åbne det første forhandlingsområde i forhandlingerne om EU-medlemskab.

- Vi er fuldt ud klar til at åbne klynge 1 i EU-medlemskabsforhandlingerne - klyngen "Grundlæggende principper". Vi har brug for reelle fremskridt på dette område, skrev han i oktober på X forud for et møde i Det Europæiske Politiske Fællesskab.

EU-toppen med EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og EU's præsident, António Costa, i spidsen har ikke sparet på udmeldingerne om, at Ukraine hører til i EU.

Det kræver dog enstemmighed blandt EU-landene at åbne de enkelte forhandlingsområder. Det har ikke været muligt at opnå, fordi Ungarn med den daværende premierminister, Viktor Orbán, i front har stillet sig på tværs.

Efter 16 år ved magten blev Orbán ved et parlamentsvalg i april vippet af pinden af sin tidligere partifælle Péter Magyar og hans oppositionsparti, Tisza.

I maj krævede Magyar garantier for det ungarske mindretal i Ukraine, hvis han skulle give grønt lys til at lade Ukraine blive en del af EU. Antallet af ungarer i Ukraine er omkring 100.000 personer.

Sådan en aftale er sidenhen blevet indgået mellem Ukraine og Ungarn, skriver nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden