inflation

EU-Kommission spår høj inflation igen i 2023

EU-Kommissionen ser mere dystert på dansk økonomi end regeringens seneste økonomiske redegørelse.

EU's økonomikommissær, Paolo Gentiloni, har fredag præsenteret EU-Kommissionens bud på de økonomiske udsigter for de 27 medlemslande og resten af verdenen. (Arkivfoto).
EU's økonomikommissær, Paolo Gentiloni, har fredag præsenteret EU-Kommissionens bud på de økonomiske udsigter for de 27 medlemslande og resten af verdenen. (Arkivfoto). Johanna Geron/Reuters

Inflationen har bidt sig fast i EU-landene, og vinterhalvåret kommer til at byde på en recession i de fleste EU-lande, spår EU-Kommissionen i sin seneste analyse af europæisk økonomi. Analysen er udkommet fredag.

Overordnet set ser kommissionen for sig, at de fleste medlemslandes økonomier vil skrumpe målt i bruttonationalprodukt (bnp) i slutningen af i år.

De europæiske økonomier vil fryse til, indtil foråret igen vil bringe vækst med sig. Det bliver dog et magert 2023 med en vækst i EU på 0,3 procent.

En af årsager er, at EU-Kommissionen ikke ser den høje inflation forsvinde lige foreløbig.

Selv om EU-Kommissionen forventer, at inflationen bliver lavere, så vil den i 2023 ifølge kommissionen ligge på omkring syv procent. Det er to procentpoint mere, end kommissionen forventede i sin analyse fra i sommer.

Inflationen er et udtryk for, hvor meget priserne er steget på et år.

Det vil sige, at syv procents inflation i 2023 betyder, at priserne vil stige med syv procent sammenlignet med i år, hvor de altså i forvejen er steget ualmindeligt meget det seneste år.

Eurostat har opgjort inflationen i EU-landene til 10,9 procent i september. Når man omregner den danske inflation til et sammenligneligt tal med resten af EU, ligger den danske inflation lige lidt over EU-gennemsnittet.

Internt i EU er der ret store forskelle på, hvor hårdt ramt de enkelte lande er af inflation. I de baltiske lande er priserne steget med over 20 procent over det seneste år, mens de i Frankrig er steget med 6,2 procent.

I EU-Kommissionens udsigter for næste år er der også dårligt nyt for dansk økonomi.

Da regeringen i august fremlagde den seneste Økonomiske Redegørelse, var forventningen, at der vil komme en opbremsning i dansk økonomi - men stadig en vækst på 0,8 procent.

Det giver EU-Kommissionen ikke meget for. Her spår man, at dansk økonomi kommer til at stå stille uden vækst i 2023. EU-Kommissionen forventer blandt andet, at privatforbruget og beskæftigelsen vil falde i Danmark.

Ifølge Kommissionen vil ledigheden stige fra 4,5 procent til 5,5 procent i Danmark fra 2022 til 2023.

Statens finanser ser dog ud til at klare skærene. Her spår EU-Kommissionen et lille plus på 0,5 procent af bruttonationalproduktet og en reduktion i statens gæld.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden