EU-Kommissionen: Facebook og Instagram lukker mindreårige ind
Facebook og Instagram gør ikke nok for at forhindre børn under 13 år i at bruge deres tjenester, lyder det.
Opdateret kl. 11:03
EU-Kommissionen har foreløbigt fundet Metas Instagram og Facebook i strid med forordningen om digitale tjenester.
Det skyldes, at de to techgiganter ifølge EU-Kommissionen ikke lever op til "omhyggeligt at identificere, vurdere og afbøde" risikoen for, at mindreårige under 13 år får adgang til deres tjenester.
Det oplyser EU-kommissæren for teknologisk suverænitet, Henna Virkkunen, i en pressemeddelelse.
- Metas egne generelle betingelser angiver, at deres tjenester ikke er beregnet til mindreårige under 13 år.
- Vores foreløbige resultater viser dog, at Instagram og Facebook gør meget lidt for at forhindre børn under denne alder i at få adgang til deres tjenester, siger Henna Virkkunen.
Hun peger på, at børn ganske enkelt kan lyve om deres alder, når de opretter en profil på Facebook eller Instagram.
For der er ikke reelle tjek eller dokumentationskrav fra Facebook og Metas side, når man opretter en profil, siger Henna Virkkunen.
Dermed har forældre heller ikke mulighed for at stoppe deres børn i at oprette profiler.
Det betyder, at børn risikerer at blive udsat for indhold, som ikke er passende for deres alder, siger Henna Virkkunen.
De foreløbige resultater er ifølge EU-Kommissionen baseret på en "tilbundsgående undersøgelse".
Den omfatter en analyse af Instagrams og Facebooks risikovurderingsrapporter, interne data og dokumenter samt platformenes svar på anmodninger om oplysninger.
Samtidig er EU-Kommissionen i arbejdet blevet støttet af civilsamfundsorganisationer og eksperter i beskyttelse af mindreårige.
Facebook og Instagram har nu mulighed for at svare på EU-Kommissionens konklusioner.
De to platforme kan også ændre deres praksis.
Sker det ikke, kan sagen ende med bøder.
Under alle omstændigheder skal Facebook og Instagram presses til at beskytte europæiske børn, siger Henna Virkkunen.
- Forordningen om digitale tjenester kræver, at platforme håndhæver deres egne regler.
- Vilkår og betingelser bør ikke blot være skriftlige erklæringer, men snarere grundlaget for konkrete foranstaltninger til beskyttelse af brugerne, herunder børn, siger Henna Virkkunen.
EU-Kommissionen har desuden klargjort teknikken bag en app, der på sigt skal kunne bruges til at bekræfte brugernes alder online i hele EU.
Appen kræver, at man bekræfter sin alder med sit pas eller nationale ID-kort.
Danmark er et blandt syv foregangslande, der først venter at tilpasse og udvikle appen til deres borgere.
Men det kommer til at tage tid at få alle 27 EU-lande med på den nye app.
Derfor er der ikke lagt op til, at eksempelvis Facebook og Instagram på kort sigt vil blive tvunget til at bruge den nye EU-app for at beskytte børn.
I stedet kræver EU-Kommissionen, at Facebook og Instagram selv styrker deres løsninger og kontrol for at beskytte børn.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.