EU-lande bruger ikke mulighed for at sende afviste asylsøgere hjem
Bangladesh vil tage sine afviste borgere tilbage, men EU sender næsten tomme fly afsted, siger kommissær.

Ifølge EU-Kommissær for indre anliggender, Ylva Johansson, benytter EU-lande ikke fuldt ud muligheden for at sende afviste asylansøgere fra Bangladesh tilbage. Virginia Mayo/Ritzau Scanpix
I årevis har skiftende danske regeringer og EU-ledere talt om tilbagesendelse af afviste asylansøgere. Det skal sikre, at man kan hjælpe de personer, som faktisk har krav på beskyttelse, har det lydt. Men når muligheden for tilbagesendelse er der, så bliver den ikke altid brugt.
Sådan lyder det fra EU-kommissær for indre anliggender, Ylva Johansson.
På et pressemøde torsdag i Bruxelles fastslår hun, at EU i de seneste måneder har set en stigning i ankomster fra lande, der normalt ikke giver adgang til asyl.
Det er eksempelvis Tunesien, Egypten og Bangladesh.
- Vi har mange personer fra Bangladesh, som ikke har behov for international beskyttelse. Da vi satte Bangladesh på listen over lande med visa-restriktioner, så begyndte Bangladesh at samarbejde.
- Nu er de politisk åbne for at tage alle deres borgere tilbage. Men vi er i en situation, hvor medlemslande kun anmoder Bangladesh om tilbagetagelse i 10 til 20 procent af sagerne, siger Ylva Johansson.
Dermed er der følge EU-kommissæren personer fra Bangladesh, som ikke får asyl, men som EU-landene heller ikke sender tilbage.
- Når Frontex sender fly til Bangladesh, så er flyene ikke fyldte. Vi sender eksempelvis fly afsted med otte personer, siger Ylva Johansson.
Danmark er blandt de lande, som længe har presset på for hjemsendelser af afviste asylansøgere og for en ændring af det nuværende system. Mange vælger at tage en farlig tur over Middelhavet for at søge asyl på EU-territorium.
Mette Frederiksens tidligere S-regering arbejde for at oprettet et modtagecenter i Rwanda. Det lykkedes ikke, men SVM-regeringen fastholder tanken om et modtagecenter uden for EU. Rwanda nævnes dog ikke direkte i regeringsgrundlaget, hvor det hedder:
- Det er regeringens mål, at et modtagecenter uden for Europa etableres af EU eller i samarbejde med en række andre lande, og at det etableres et sikkert sted, der lever op til Danmarks internationale forpligtelser.
Et modtagecenter uden for EU kan være med til at stoppe migranter i at risikere livet i overfyldte gummibåde og ødelægge menneskesmuglernes forretningsmodel, har statsminister Mette Frederiksen (S) tidligere argumenteret.
Samtidig skal hjemsendelser af afviste asylansøgere være med til at sikre, at man kan hjælpe dem, der har krav på beskyttelse og fastholde befolkningens opbygning til at hjælpe. I praksis har det dog flere gange vist sig svært at overbevise oprindelseslande om, at de bør tage deres borgere retur.
Derfor bør EU-landene være ekstra opmærksomme, når muligheden er der, mener Ylva Johansson.
- Når vi har et politisk momentum med et tredjeland, så er det vigtigt, at vi arbejder sammen. EU-Kommissionen, Frontex og alle medlemslandene for at sikre, at tilbagesendelserne faktisk sker.
- Medlemslandene bør være klar, når vi har momentum med et tredjeland, siger Ylva Johansson.
Hun håber, at det også vil dæmpe lysten til at rejse mod EU. Ifølge Ylva Johansson er der i år allerede druknet 30 migranter i Middelhavet, selv om der endnu ikke er gået én måned af 2023.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.