Verden

EU-lande er enige om at lempe beskyttelsen af ulve

Det er positivt, at der er bevægelse i EU-systemet, siger trepartsminister Jeppe Bruus om ny tilgang til ulve.

Selv om der i dag lever vilde ulve i den danske natur, ser man dem sjældent, fordi de er nataktive og sky over for mennesker. Men i Skandinavisk Dyrepark kan de opleves tæt på. (Arkivfoto).
Selv om der i dag lever vilde ulve i den danske natur, ser man dem sjældent, fordi de er nataktive og sky over for mennesker. Men i Skandinavisk Dyrepark kan de opleves tæt på. (Arkivfoto). Søren Olsen/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 14:03

EU-landene er enige om at forsøge at lempe på beskyttelsen af ulve.

Det oplyser ministerrådet i en pressemeddelelse.

- I dag godkendte medlemslandenes repræsentanter Rådets mandat om at ændre ulvens beskyttelsesstatus og tilpasse EU-lovgivningen til den opdaterede Bern-konvention.

- Mandatet omfatter en målrettet ændring af habitatdirektivet - den EU-lovgivning, der gennemfører Bern-konventionen - for at afspejle det reviderede beskyttelsesniveau for ulve fra "strengt beskyttet" til "beskyttet", står der i pressemeddelelsen.

Beslutningen er dog ikke endelig, men kræver også opbakning fra EU-Parlamentet.

EU-Parlamentet sigter mod at vedtage sin holdning i maj 2025.

Hvis EU-Parlamentet er enigt med EU-landene, vil ministerrådet derefter formelt vedtage ændringsdirektivet.

Målet med ændringen er at give mere "fleksibilitet" i forvaltningen af ulvebestande på tværs af EU-landene.

Det skal "forbedre sameksistensen og minimere indvirkningen" af den voksende bestand af ulve, hedder det i pressemeddelelsen.

Minister for grøn trepart Jeppe Bruus (S) har flere gange udtrykt ønske om at få bedre muligheder for at begrænse ulvebestanden.

- Vi har fået mange flere ulve i Danmark og Europa, og det skaber åbenlyst nogle problemer - både i de byer, hvor ulven strejfer rundt, og for de fåreavlere, der oplever angreb.

- Derfor er det meget positivt, at der er bevægelse i EU-systemet, som vil gøre det mere fleksibelt at regulere ulven, siger han i en skriftlig kommentar.

Ulven er Europas næststørste rovdyr på land. Den brune bjørn er størst.

Der er aktuelt omkring 42 ulve i Danmark, og de lever alle sammen i Jylland.

Her har de givet anledning til bekymring blandt landmænd og beboere i områder med ulve.

Der er tale om det hidtil højeste niveau i nyere tid for ulvebestanden herhjemme.

Ulveflokkene er hovedsageligt lokaliseret i Midt- og Vestjylland, hvor de har slået sig permanent ned.

Dermed kan ulven som art nu kaldes "fast etableret" i Danmark.

Selv om ulve ikke længere vil have status som "strengt beskyttede", hvis EU-Parlamentet siger "ja" til lempelsen, så kan medlemslandene fortsat vælge at beskytte ulvene.

Ifølge aftalen kan medlemslandene selv vælge at opføre ulven som en "strengt beskyttet art".

Det vil i givet fald ske i det enkelte lands nationale lovgivning.

Dermed kan et politisk flertal i det enkelte EU-land vælge at indføre strengere beskyttelse af ulven, end de ændrede EU-regler vil lægge op til.

Det kan eksempelvis være gennem lokale jagtforbud.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden