EU-landes gaslagre har nået 82 procent af kapaciteten

EU-landene er ifølge von der Leyen foran tidsplanen i forhold til at fylde gaslagrene op før vinteren.

Trods Putins trusler om at lukke for gassen til EU, er EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, optimistisk. EU-landenes gaslagre er nu nået på på 82 procent af kapaciteten mere end en måned før, det var forventet. <i>Koen Van Weel/Ritzau Scanpix</i>

Trods Putins trusler om at lukke for gassen til EU, er EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, optimistisk. EU-landenes gaslagre er nu nået på på 82 procent af kapaciteten mere end en måned før, det var forventet. Koen Van Weel/Ritzau Scanpix

Selv om Ruslands præsident, Vladimir Putin, truer med at lukke for gassen til EU, så er der håb.

EU-landene har nemlig allerede fyldt gaslagrene op til 82 procent af kapaciteten. Det er væsentlig bedre end forventet, siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen på et pressemøde i Rotterdam.

- Vi står meget stærkere, end vi havde troet. Vi havde forventet at nå 80 procent i slutningen af oktober. Det er gode nyheder, at vi allerede nu er på 82 procent, siger Ursula von der Leyen.

Hun peger samtidig på, at EU-landene har indført tiltag til at få leveret mere gas fra blandt andet USA, Norge og Algeriet.

Det medvirker til, at Rusland nu ifølge von der Leyen kun leverer ni procent af den importerede gas til EU mod 40 procent ved krigens start.

- Vi er kommet meget langt på blot seks til syv måneder, siger Ursula von der Leyen.

Hun lægger desuden vægt på, at EU-landene arbejder på at gennemføre tiltag, der kan spare på energien og sikre mere grøn energi. Det skal medvirke til, at EU-landenes borgere og virksomheder kan komme igennem vinteren.

- Jeg er helt overbevist om, at vi vil vinde og klare os igennem det her. Norge leverer nu meget mere gas til EU end Rusland gør, siger Ursula von der Leyen.

Det kan måske være baggrunden for, at EU-Kommissionen lægger op til at presse Ruslands indtjening på gas yderligere ned.

Onsdag fremlagde Ursula von der Leyen fem forslag, som skal få energiprisen ned i EU. Blandt dem er et prisloft for russisk gas.

- Vi ved, at sanktionerne gør ondt på Rusland, men vi skal også ramme Ruslands indtægter. Det kan vi gøre med et prisloft, sagde von der Leyen på et pressemøde onsdag i Bruxelles.

Et prisloft vil konkret sige, at EU-landene beslutter, hvor meget man maksimalt vil betale for russisk energi. Dermed bliver det i teorien EU - og ikke Rusland - som sætter prisen på gas.

Rusland kan dog svare igen ved at nægte at levere til den pris, som EU fastsætter. Og det vil måske ske.

Rusland har allerede ad flere omgange sænket leverancerne til EU, og ifølge Vladimir Putin vil der blive lukket helt for gassen, hvis EU indfører et prisloft.

Dermed vil EU-landene være tvunget til at købe gas fra andre lande i verden.

Prisloftet og de øvrige forslag fra EU-Kommissionen skal nu diskuteres med EU-landenes energiministre. Det sker på et ekstraordinært møde fredag i Bruxelles.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.