Verden

EU-Parlamentet siger ja til forhandlinger om tilbagesendelsescentre

Et flertal i EU-Parlamentet har åbnet for forhandlinger med EU-landene om markante asylstramninger i EU.

Medlem af EU-Parlamentet for Moderaterne Stine Bosse stemte blankt til det forslag om markante asylstramninger, som et flertal i EU-Parlamentet torsdag åbnede for at forhandle om. Bosse mener, at EU-Parlamentet trækker for langt mod højre. (Arkivfoto).
Medlem af EU-Parlamentet for Moderaterne Stine Bosse stemte blankt til det forslag om markante asylstramninger, som et flertal i EU-Parlamentet torsdag åbnede for at forhandle om. Bosse mener, at EU-Parlamentet trækker for langt mod højre. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 14:27

Der var knyttede næver og klapsalver fra højre side af salen, da et flertal i EU-Parlamentet torsdag stemte ja til forhandlinger om markante stramninger af EU's asylpolitik.

EU-Parlamentet er normalt mere skeptisk over for udlændingestramninger end EU-landene.

Men torsdag viste et flertal, at EU-Parlamentet kan være klar til at sige ja til stramninger, som tidligere har fået hård kritik i Bruxelles af blandt andre EU-Kommissionen.

Blandt forslagene, som nu får en foreløbig opbakning fra EU-Parlamentet, er tilbagesendelsescentre uden for EU.

Det har tidligere været kontroversielt i EU. Men med valget til EU-Parlamentet i 2024 rykkede Europa mod højre.

Det har givet medvind til forsøget på at stramme EU's asyl- og migrationspolitik.

Resultatet af afstemningen glæder næstformand i EU-Parlamentet Christel Schaldemose (S).

- Det er utroligt positivt, at et flertal i Europa-Parlamentet nu er klar til at forhandle om tilbagesendelsescentre.

- Det er en klar anerkendelse af den linje, som jeg, Socialdemokratiet og Mette Frederiksen har presset på for i mange år. Flere og flere i Europa forstår nu alvoren og behovet for at få styr på migrationen, siger Christel Schaldemose.

Med afstemningen er forslaget ikke endeligt vedtaget, men den viser, at der er et flertal i EU-Parlamentet, der vil bringe udlændingepolitikken i EU markant tættere på den linje, som skiftende danske regeringer har ønsket de senere år.

Moderaternes medlem af EU-Parlamentet, Stine Bosse, endte med at stemme blankt til forslaget.

Stine Bosse ønsker en fælles EU-løsning på asyl- og migrationspolitikken, men hun mener, at forslagene nu trækker for langt mod højre.

- I det her forslag er den konservative gruppe gået for langt i forsøget på at imødekomme den yderste højrefløj. Og erfaringen er, at det ikke løser noget, for de flytter bare målstolperne igen og tager endnu et skridt ud i det sorte hjørne.

- Omvendt vil jeg heller ikke stemme nej. For jeg mener, at vi har brug for en fælles europæisk løsning, skriver Stine Bosse i et indlæg på X.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden