EU-politiker Eva Kaili nægter at have modtaget penge fra Qatar
Hovedperson i skandale omkring pengebeløb fra Qatar har bedt at blive løsladt forud for retssag i Bruxelles.
Den græske EU-parlamentariker Eva Kaili, som er hovedperson i en skandale, hvor Qatar angiveligt skal have forsøgt at korrumpere EU-Parlamentet, erklærede sig torsdag uskyldig og bad om at blive løsladt, siger hendes advokat i Bruxelles, Andre Risopoulos.
Han tilføjer, at Kaili "samarbejder på en aktiv måde med den belgiske anklagemyndigheds efterforskning."
En kendelse om varetægtsfængslingen ventes torsdag eftermiddag.
Qatar har fordømt den efterforskning om korruption i Europa-Parlamentet, som belgisk politi har indledt.
I en erklæring fra Qatar hedder det, at det vil kunne få en "negativ" effekt på de diplomatiske forbindelser. Men også på leverancer af naturgas fra det lille arabiske land, der har været vært ved fodbold-VM.
Kritikken er i første række rettet mod de belgiske myndigheder, der har ansvaret for at efterforske sagen.
Qatar og dets diplomater har efter belgisk politis ransagning hos flere medlemmer og ansatte fået suspenderet deres adgang til Europa-Parlamentet.
Eva Kaili er en af seks personer, der er blevet anholdt.
Under ransagningerne fandt belgisk politi 1,5 millioner euro (lidt over 11 millioner kroner) i kontanter.
Kaili har forbløffet mange af sine kolleger ved i parlamentet at tale rosende om Qatar. Blandt andet om landets arbejdsmarkedspolitik op til VM i fodbold, selv om der har været stor international kritik af den måde, som gæstearbejdere er blevet behandlet på.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.