EU's store lande støtter at Ukraine bliver kandidatland

Ledere i EU bekræfter under Kyiv-besøg, at de støtter, at Ukraine og Moldova straks bliver EU-kandidatlande.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, ønsker sammen med Tyskland og Italien, at Ukraine "øjeblikkeligt" får status af EU-kandidatland. <i>Ludovic Marin/Ritzau Scanpix</i>

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, ønsker sammen med Tyskland og Italien, at Ukraine "øjeblikkeligt" får status af EU-kandidatland. Ludovic Marin/Ritzau Scanpix

Frankrig, Tyskland, Italien og Rumænien støtter, at Ukraine "øjeblikkeligt" bliver EU-kandidatland, siger Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, ifølge AFP.

Det samme gælder for Moldova, som også ønsker optagelse i EU, skriver dpa.

Dermed lægger de tre største EU-lande samt Rumænien nu pres på resten af EU for at godkende Ukraines kandidatstatus på næste uges topmøde i Bruxelles.

- Vi støtter alle fire øjeblikkelig EU-kandidatstatus, sagde Macron ifølge Reuters under besøget.

Dermed kommer han EU-Kommissionen i forkøbet. På topmødet i Versailles i marts blev EU-landene enige om, at EU-Kommissionen skulle vurdere sagen og komme med en indstilling. Den skulle EU-landenes ledere derefter diskutere.

Efter planen vil EU-Kommissionen fredag fremlægge sin indstilling. Det har tidligere været fremme, at EU-Kommissionen også vil bruge ordet kandidat om Ukraine. Dog måske med betingelser om, at landet styrker demokrati, retsstat og begrænser korruptionen.

En række EU-lande, heriblandt Danmark, har dog været skeptisk over for at allerede nu at tildele Ukraine status som kandidatland. Det skyldes, at Ukraine er meget langt fra at opfylde de såkaldte Københavner-kriterier.

Danmark får dog svært ved at bremse processen efter udmeldingen fra de fire ledere, som torsdag besøgte Ukraines hovedstad. Udover Macron er det Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, Italiens premierminister, Mario Draghi, og Rumæniens præsident, Klaus Iohannis.

Danmark kan dog trøste sig med, at kandidatstatus ikke nødvendigvis betyder, at et land få år efter er medlem af EU. Eksempelvis blev Tyrkiet anerkendt som kandidatland i 1999, men har fortsat ikke udsigt til at blive medlem af EU.

I EU-sammenhæng er man dog alligevel meget forsigtig med brugen af ordet "kandidatland". Det antyder nemlig, at landet er på vej til at blive optaget i EU.

Det ord vil man normalt slet ikke bruge om et land som Ukraine, der har et nyt demokrati med svage institutioner og udbredt korruption. Men i lyset af Ukraines heroiske krigsindsats over for Rusland er viljen til hjælpe stor blandet EU-landene

Det gælder også for Danmark. Statsminister Mette Frederiksen (S) har dog flere gange understreget, at EU-medlemskab til Ukraine ikke er aktuelt. Dertil er landet ganske enkelt for langt fra at opfylde kriterierne.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) sagde fredag i et skriftligt citat, at Danmark "fuldt ud" støtter Ukraines "europæiske aspirationer". Det er et mildere udtryk på EU-skalaen end "kandidat".

Jeppe Kofod lagde samtidig op til, at Ukraine skal gennemføre reformer for at få kandidatstatus.

- Vi afventer lige nu Kommissionens udtalelse, om i hvor høj grad Ukraine opfylder de kriterier, der skal til for at gå videre i processen.

- Vi er fra dansk side fuldt fokuserede på at hjælpe Ukraine med de reformer, der skal til for at opnå kandidatstatus og bevæge sig tættere på EU. Ukraine hører til i den europæiske familie, sagde Jeppe Kofod i sidste uge.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Ansat på skole sigtet for at krænke flere børn
Luk