EU's udenrigschef advarer USA mod aftale uden Ukraine og Europa
Enhver fredsaftale uden Ukraine og Europa vil slå fejl, siger EU's udenrigschef.
Opdateret kl. 13:49
USA's præsident, Donald Trump, lægger an til direkte forhandlinger med Ruslands præsident, Vladimir Putin, om fred i Ukraine.
Men enhver aftale uden Ukraine og Europa er dømt til at slå fejl. Det mener EU's udenrigschef, Kaja Kallas.
Torsdag gik hun i usædvanlig klare vendinger i rette med USA's fremfærd i forsøget på at stoppe krigen i Ukraine.
- Enhver aftale bag vores ryg vil ikke fungere, enhver aftale kræver også, at Ukraine og Europa er en del af den, og det er tydeligt, at eftergivenhed også altid slår fejl, siger Kallas ifølge det franske nyhedsbureau AFP.
Udtalelsen faldt til journalister i Nato-hovedkvarteret, hvor der torsdag er møde i Nato-Ukraine rådet.
Kaja Kallas var allerede i sin tidligere rolle som Estlands premierminister kendt som en af høgene i Europa, når det gælder truslen fra Rusland.
Som daværende leder for et af de tre små baltiske lande, advarede hun gang på gang Europa om truslen fra Rusland.
Hun pressede også hårdt på for at få de europæiske Nato-lande til at ruste op, så man kunne hjælpe Ukraine og forsvare Europa.
Den linje fortsætter Kallas kompromisløst i sin nye rolle som EU's udenrigschef.
- Hvis Ukraine beslutter sig for at gøre modstand, så vil Europa komme med nye initiativer for at støtte det, siger Kaja Kallas.
Ligesom Tysklands forsvarsminister Boris Pistorius er hun desuden stærkt kritisk over for USA's forhandlingstaktik.
Her har USA's forsvarsminister, Pete Hegseth, onsdag fastslået, at Ukraine må opgive territorium og drømmen om Nato-medlemskab for at få en fredsløsning.
- Det er ikke god forhandlingstaktik at give ting væk, før forhandlingerne er begyndt, siger Kaja Kallas.
Samme melding kom fra Boris Pistorius, der mener, at det er en fejl, at USA på forhånd har opgivet Ukraines ønske om Nato-medlemskab.
Vladimir Putin har dog på sin side gjort det klart, at netop Nato-medlemskab er helt udelukket som del af en fredsløsning.
Kaja Kallas er dog bekymret for, at den hurtige fredsaftale, som Donald Trump, lægger op til, vil vise sig ikke at holde.
- Enhver hurtig løsning vil ikke stoppe drabene, siger Kaja Kallas ifølge AFP.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.