EU vil øge screening for at finde kræft tidligere

90 procent af EU-borgerne, der kvalificerer til det, vil fra 2025 få kræftscreening for udbredte kræftformer.

EU lægger op til at udvide screeningsprogrammet for flere kræftformer. Kræftens Bekæmpelse vil afvente de danske sundhedsmyndigheders indstilling. (Arkivfoto). <i>Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix</i>

EU lægger op til at udvide screeningsprogrammet for flere kræftformer. Kræftens Bekæmpelse vil afvente de danske sundhedsmyndigheders indstilling. (Arkivfoto). Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

EU-Kommissionen vil øge antallet af kræftscreeninger for brystkræft, livmoderhalskræft og tyktarmskræft.

Det skal øge chance for at overleve og mindske følgeskaderne.

Det fastslår EU-kommissæren for fremme af europæisk levevis, Margaritis Schinas, i forbindelse med lanceringen af forslaget tirsdag i Bruxelles.

EU-Kommissionens forslag vil åbne for en finansiering på mere end 700 millioner kroner fra to puljer. Det skal øge screeningerne på tværs af EU.

- I de seneste to år har covid-19 kostet på forebyggelse af kræft, opdagelse af kræft og diagnosticering. Men hvis kræft bliver opdaget hurtigere, kan det gøre en stor forskel i forhold til behandlingsmuligheder og chancerne for at redde liv, siger EU-kommissæren.

Ifølge EU-Kommissionen blev 2,7 millioner EU-borgere diagnosticeret med kræft i 2020. Og mere end 1,3 millioner døde som følge af kræft samme år.

Målet med forslaget er at øge screeningerne for udbredte kræftsygdomme, som står for næsten 55 procent af de nyopdagede tilfælde hvert år.

Konkret vil EU-Kommissionen blandt andet udvide målgruppen for screening for brystkræft. Gruppen skal fremover inkludere kvinder fra 45 år til 74 år. I dag er målgruppen fra 50 til 69 år.

Ud over at øge screeningerne for brystkræft, livmoderhalskræft og tyktarmskræft vil EU-Kommissionen også mere præcist søge efter andre kræftformer.

Det skal ske ved at udvide specifikke målgrupper for screeninger for lunge-, mave- og prostatakræft. Eksempelvis vil man teste rygere mellem 50 og 75 år for lungekræft.

I Kræftens Bekæmpelse har man ikke lagt sig fast på, om det er en god idé at udvide målgruppen for screening for brystkræft.

Det er op til sundhedsmyndighederne herhjemme at foretage den vurdering, lyder det fra projektchef og overlæge Janne Bigaard.

- Især i den ældre aldersgruppe vil der være små knuder, som måske aldrig når at få betydning i kvindens liv. Så man kan diskutere, om man skal forsøge at finde dem, for kvinden når måske aldrig at blive alvorligt syg af det, siger hun.

Det kan ifølge overlægen også blive vanskeligt at finde mere mandskab til at stå for ekstra screeninger.

Allerede i dag er der ifølge Janne Bigaard regioner, der halter bagefter med at tilbyde screening til kvinder i målgruppen hvert andet år.

- Så hvis man udvider målgruppen, vil det naturligvis være en ekstra udfordring, siger hun.

Forslaget skal godkendes af EU-landene, før det kan træde i kraft.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.