EU vil oprette eksportkorridorer for Ukraine

EU-Kommissionen vil oprette transportkorridorer til sikring af Ukraines fødevareeksport og behov for nødhjælp.

EU vil oprette transportkorridorer, der kan hjælpe Ukraine med at eksportere fødevarer og samtidig modtage andre varer, som landet har behov for, siger EU-kommissær for transport Adina Valean. <i>Benoit Tessier/Reuters</i>

EU vil oprette transportkorridorer, der kan hjælpe Ukraine med at eksportere fødevarer og samtidig modtage andre varer, som landet har behov for, siger EU-kommissær for transport Adina Valean. Benoit Tessier/Reuters

20 millioner tons korn skal transporteres ud af Ukraine. Og det skal ske inden for tre måneder for at sikre Ukraines eksport og fødevareforsyning til andre lande.

Derfor vil EU-Kommissionen oprette det, man kalder "solidaritets baner" fra Ukraine ind i EU. Det siger EU-kommissær for transport Adina Valean.

- Det er en gigantisk udfordring. Så det er essentielt at koordinere og optimere forsyningskæderne, oprette nye ruter og undgå flaskehalse, siger Adina Valean.

Ud over at give Ukraine mulighed for at eksportere korn skal de nye transportkorridorer også give landet bedre adgang til nødhjælp, gødning og dyrefoder.

Ukraine eksporterer normalt 75 procent af kornproduktionen. Langt hovedparten af eksporten - omkring 90 procent - sker via havne i Sortehavet. Men på grund af Ruslands invasion er der brug for alternativer.

- Vi foreslår både nødløsninger, men også løsninger, der på længere sigt skal forbinde og integrere Ukraines infrastruktur bedre med EU's infrastruktur, siger Adina Valean.

På kort sigt opfordrer EU-Kommissionen alle transportører til at stille overskydende køretøjer til rådighed for transporten.

Samtidig opfordres EU-landene til at prioritere at få de ukrainske fødevarer hurtigt igennem grænsekontrollen, så der ikke opstår flaskehalse.

EU-Kommissionen vil desuden undersøge mulighed for at stille mere lagerkapacitet for ukrainske eksportvarer i EU.

På længere sigt vil EU-Kommissionen lægge op til nye jernbaneforbindelser til Ukraine.

- Både når det gælder løsningerne på kort og længere sigt, vil vi arbejde sammen med Ukraine og især med EU-nabolandene, som ikke har sparet nogen indsats for at hjælpe, siger Adina Valean.

Trods indsatsen fra EU-landene, der grænser op til Ukraine, venter tusinder af jernbanevogne og lastbiler i Ukraine på at kunne komme ind i EU.

Et af problemerne er, at Ukraines jernbanevogne ikke passer til EU's jernbanenet. Dermed skal korn og andre eksportvarer omlastes til lastbiler eller jernbanevogne, der kan køre i EU.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden