Europæiske lande kæmper med naturbrande under hedebølge

Hedebølger er blevet mere hyppige som følge af klimaændringer, siger forskere, som forudser forværring.

En helikopter forsøger at slukke en naturbrand ved et vandreservoir nær Madrid. Vesteuropa døjer med endnu en hedebølge inden for kort tid. Varmen forværrer naturbrande mange steder. Tusindvis af mennesker blev evakueret ved den franske Atlanterhavskyst onsdag. <i>Bernat Armangue/Ritzau Scanpix</i>

En helikopter forsøger at slukke en naturbrand ved et vandreservoir nær Madrid. Vesteuropa døjer med endnu en hedebølge inden for kort tid. Varmen forværrer naturbrande mange steder. Tusindvis af mennesker blev evakueret ved den franske Atlanterhavskyst onsdag. Bernat Armangue/Ritzau Scanpix

Vesteuropa oplever netop nu endnu en hedebølge, hvor varmen mange steder forværrer naturbrande. Tusindvis af mennesker er onsdag evakueret ved den franske Atlanterhavskyst.

Over 1200 hektar skov og natur er ødelagt af brande nær Bordeaux. Flere end 600 brandfolk er sat ind i kampen mod brandene. Hundredvis af lokale indbyggere er evakueret fra deres hjem syd for Bordeaux.

I området ved Pilat-klitten - Europas højeste sandklit 60 kilometer sydvest for Bordeaux - er omkring 6000 campister blevet evakueret natten til onsdag på grund af brande i området, hvor temperaturen er 37 grader.

Siden søndag er temperaturerne steget til over 40 grader i store områder på Den Iberiske Halvø, hvor brandfolk i ugevis har været sat ind mod skov- og naturbrande i Spanien og Portugal.

Hedebølger er blevet mere hyppige som følge af klimaændringer, siger forskere. Når de globale temperaturer stiger yderligere, ventes hedebølgerne at blive endnu mere intense.

- Vi venter, at det bliver værre, siger en talsperson for Verdens Meteorologiske Organisation (WMO), Clare Nullis, i Genève.

- Tørke ledsager varmen. Vi har nu meget, meget tørre landbrugsjorde, siger hun og tilføjer, at udviklingen også er ødelæggende for gletsjerne i Alperne.

De høje temperaturer ventes at brede sig til andre dele af det vestlige og centrale Europa i de kommende dage.

Søndag er der målt 43 grader både nær Sevilla i det sydlige Spanien og i Badajoz, som ligger vestligt.

I Portugal har hedebølgen medført usædvanligt mange skovbrande i de centrale og nordlige dele af landet.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.