Fængslet britisk-iransk nødhjælpsarbejder frigivet i Iran

Nødhjælpsarbejderen Zaghari-Ratcliffe, der har været fængslet i Iran siden 2016, er på vej til London.

En britisk-iransk kvindelig nødhjælpsarbejder, Nazanin Zaghari-Ratcliffe, der har været fængslet i Iran siden 2016, er blevet frigivet og var onsdag på vej til London. Her ses hendes mand, 
Richard Ratcliffe, og hendes datter, under en tidligere protestaktion overfor Iran. <i>Matt Dunham/Ritzau Scanpix</i>

En britisk-iransk kvindelig nødhjælpsarbejder, Nazanin Zaghari-Ratcliffe, der har været fængslet i Iran siden 2016, er blevet frigivet og var onsdag på vej til London. Her ses hendes mand, Richard Ratcliffe, og hendes datter, under en tidligere protestaktion overfor Iran. Matt Dunham/Ritzau Scanpix

En britisk-iransk kvindelig nødhjælpsarbejder, Nazanin Zaghari-Ratcliffe, der har været fængslet i Iran siden 2016, er blevet frigivet og var onsdag på vej til London.

Det oplyser den britiske parlamentariker Tulip Siddiq, som er tæt på hendes sag. Nazanin Zaghari-Ratcliffe blev idømt fængselsstraf for planer om at undergrave det iranske styre, hvilket hun har afvist.

Der var stærke forhåbninger om, at Zaghari-Ratcliffe, som har dobbelt statsborgerskab, ville kunne flyve til London onsdag, efter at hun tirsdag fik udleveret sit britiske pas.

En britisk delegation var også i Teheran tirsdag.

Britiske medier rapporterer, at en anden britisk-iraner, Anoosheh Ashoori, som har været tilbageholdt i Iran, er på vej til London.

Ashoori blev i 2019 idømt ti års fængsel i Iran for at have spioneret for Israels efterretningstjeneste Mossad samt yderligere to år for økonomisk kriminalitet.

Familierne til de frigivne mener, at de to har været taget som politiske gidsler, indtil briterne betalte en gæld til Iran på over 3,5 milliarder kroner for forsvarsudstyr købt under shahen tilbage i 1970'erne.

Den britiske udenrigsminister, Liz Truss, siger til BBC onsdag, at hun har gjort det til en prioritet at betale en legitim gæld tilbage i Teheran.

Briterne har undgået at knytte gælden og tilbageholdelsen af de to personer sammen.

Truss siger, at det er to separate sager, og hun siger, at det er sanktioner mod Iran, som hidtil har hindret, at gælden kunne afvikles.

Den udvikling kommer på et tidspunkt, hvor Iran har fokus på forhandlinger i Wien om atomaftalen fra 2015.

Nazanin Zaghari-Ratcliffes mere end fem år lange ophold i et iransk fængsel og iranernes behandling af hende er i London blevet kaldt "tortur".

Hun blev anholdt i lufthavnen i Teheran, Irans hovedstad, i april 2016 sammen med sin datter. Hun havde besøgt sin familie i Iran. Hendes mand, Richard Ratcliffe, har også sagt, at hun blev holdt som gidsel i en diplomatisk strid.

Hun blev løsladt, men skulle så gennem en ny retssag.

Nazanin Zaghari-Ratcliffe har været projektleder for Thomson Reuters Foundation.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.