Fagforeninger vil have temperaturloft på udendørsarbejde i EU

Efter at tre arbejdere døde under Madrids bagende sol, kræver fagforeninger varmegrænser indført i EU.

En gadefejer køler af ved et springvand i den spanske by Ronda. (Arkivfoto). <i>Jorge Guerrero/Ritzau Scanpix</i>

En gadefejer køler af ved et springvand i den spanske by Ronda. (Arkivfoto). Jorge Guerrero/Ritzau Scanpix

Europæiske fagforeninger opfordrer Europa-Kommissionen til at indføre grænser for, hvor høje temperaturer folk må arbejde i udendørs.

Opfordringen kommer, efter at tre personer døde, mens de var på arbejde i den spanske hovedstad, Madrid, under en voldsom hedebølge i sidste uge.

En håndfuld EU-lande har allerede lovgivning, der begrænser, hvor meget folk må arbejde i overdreven varme, men grænseværdierne varierer meget, ligesom at mange lande ikke har nogen landsdækkende varmegrænser.

Ifølge undersøgelser fra analyseinstituttet Eurofound er 23 procent af alle arbejdere på tværs af EU udsat for høje temperaturer i en fjerdedel af deres arbejdstid.

I landbruget og industrien stiger tallet til 36 procent, mens det for bygningsarbejdere gælder 38 procent.

Forskning har tidligere knyttet høje temperaturer til en række kroniske lidelser samt en forhøjet risiko for arbejdsskader.

- Arbejdere er i frontlinjen af klimakrisen hver eneste dag, og de har brug for en beskyttelse, som matcher den stadig stigende fare, som ekstreme temperaturer udgør, siger Claes-Mikael Stahl, der er vicegeneralsekretær i Sammenslutningen af Europæiske Fagforeninger (ETUC).

Ifølge ETUC har de fleste EU-lande ingen lovgivning om maksimumtemperaturer på arbejdspladsen. Dog har Belgien, Ungarn og Letland nogle begrænsninger for fysisk arbejde i høje temperaturer.

I Frankrig, hvor der ikke er nogen varmegrænser, døde 12 arbejdere som følge af varmeeksponering alene i 2020, oplyser ETUC.

I Spanien, hvor tre arbejdere døde i ekstrem varme i sidste uge, er der indført temperaturgrænser, men kun for visse erhverv.

I lørdags døde en 60-årig gadefejer i Madrid, efter at han dagen forinden var faldet om af et hedeslag, mens han var på job. På det tidspunkt var temperaturen knap 40 grader i den spanske hovedstad.

Samme dag døde en 56-årig lagerarbejder i en forstad til Madrid efter at have fået et hedeslag på job.

Torsdag meddelte sikkerhedsstyrker, at en arbejder var død som følge af varme i Paracuellos de Jarama i udkanten af den spanske hovedstad.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden