FAKTA: Ny tysk regering vil sætte skub i økonomi og takle migration
Tyskland vil betale for investeringer i forsvar og infrastruktur med enorm gældspakke samt begrænse migration.
Opdateret kl. 17:30
Mens en global handelskrig truer, har tyskerne onsdag præsenteret en ny regeringsaftale, der skal sætte gang i Europas største økonomi.
Anført af CDU-leder og kommende forbundskansler Friedrich Merz præsenterede partierne CDU/CSU og SPD den nye regering.
Selve aftaleteksten er 146 sider lang. Her er nogle af de prioriterer, som den nye tyske regering er enige om:
Ministerposter:
* CDU's 69-årige Friedrich Merz bliver ny forbundskansler.
* I alt får CDU/CSU ni ministerier, mens SPD får syv.
* CDU sætter sig blandt andet på økonomiministeriet og udenrigsministeriet, mens SPD tager posterne som finansminister, justitsminister og forsvarsminister.
* Der oprettes et digitaliseringsministerium, som skal sørge for at fremme den digitale omstilling i Tyskland.
Økonomi:
* Skattelettelser af en endnu ukendt størrelse for lav- og middelindkomster.
* Skatter lempes for erhvervslivet. Der skal gives bedre fradragsmuligheder for investeringer. Konkret er der et fradrag på 30 procent for investeringer i årene 2025, 2026 og 2027.
* Selskabsskatten sænkes med fem procentpoint i fem trin fra 2028.
* De tyske elpriser, som er de højeste i Europa, skal sættes ned med mindst fem cents gennem en reduktion i el- og netafgifter.
* Den tyske elbilindustri skal styrkes.
* Betaling for overarbejde skal gøres skattefri.
* Ældre skal have mulighed for at tjene en skattefri indkomst op til 2000 euro om måneden ved siden af deres pension.
Migration:
* Asylansøgere skal afvises ved de tyske grænser i samarbejde med nabolande.
* Familiesammenføring for personer med såkaldt subsidiær beskyttelsesstatus skal suspenderes i to år. Det er et beskyttelsesbegreb, som gælder for dem, der ikke kvalificerer sig til flygtningestatus, men stadig viser sig at være i fare.
* Syrere og afghanere skal deporteres. Den tiltrædende regering vil begynde med kriminelle og potentielt farlige personer.
* Det skal være sværere at få statsborgerskab hurtigt.
Udenrigs- og sikkerhedspolitik:
* En kommission skal se på, hvordan man yderligere kan reformere den såkaldte gældsbremse, som sætter et loft over, hvor meget gæld den tyske stat kan optage. Den er skrevet ind i landets forfatning.
I slutningen af marts stemte et flertal i Forbundsrådet i Tyskland, Bundesrat, for en forfatningsændring, der lemper gældsbremsen.
Det banede vejen for en enorm investeringspakke på 500 milliarder euro, som skal gå til investeringer i infrastruktur og forsvar.
* Der skal skrues "markant" op for investeringer i forsvar.
* Støtten til Ukraine fortsætter.
* Regeringen åbner for værnepligt - for nu på frivillig basis - efter at have suspenderet værnepligten i 2011.
* Der skal nedsættes et nationalt sikkerhedsråd, som skal strømline beslutninger på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske områder.
Kilder: Reuters, dpa, Børsen, DR.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.