Finlands statsminister: Vi må tage en hurtig beslutning om Nato

At dømme efter hendes udtalelser, har statsminister Sanna Marin allerede besluttet sig om Nato, skriver avis.

Finlands statsminister, Sanna Marin, bebuder en beslutning om Nato-medlemskab i dette forår. (Arkivfoto) <i>Ludovic Marin/Ritzau Scanpix</i>

Finlands statsminister, Sanna Marin, bebuder en beslutning om Nato-medlemskab i dette forår. (Arkivfoto) Ludovic Marin/Ritzau Scanpix

Finlands regering vil inden påske give Riksdagen i Helsinki besked om, hvad den agter at foretage sig i spørgsmålet om medlemskab af Nato.

Det har statsminister Sanne Marin fortalt på et delegeretmøde i weekenden i sit socialdemokratiske parti.

Det rapporterer den nationale tv-station Yle og avisen Hufvudstadsbladet.

Sanna Marin sagde lørdag, at det er nødvendigt at træffe en "grundig og hurtig beslutning" om muligt medlemskab af Nato, og at det må ske dette forår.

Marin sagde også på partimødet i Helsinki, at hun ikke kender til nogen lande i Nato, som vil modsætte sig finsk medlemskab.

Det er Ruslands invasion i Ukraine, der radikalt har ændret hele debatten i Finland om NATO-medlemskab.

- Rusland er ikke den nabo, vi troede, vi havde, sagde den finske statsminister.

Meningsmålinger viser, at et flertal af finnerne ønsker NATO-medlemskab for at få garantier for Finlands sikkerhed i forhold til Rusland.

En beslutning om medlemskab vil ikke blive taget ved en folkeafstemning. Det bliver Riksdagens opgave, fastslår statsministeren.

Marin sagde, at hun lige nu ikke vil fortælle, hvad hun selv mener om NATO-medlemskab. Men det vil ske over de næste uger.

- Hvis jeg meddelte mit eget standpunkt nu, ville debatten hurtigt være overstået. Jeg mener, at det er meget vigtigt, at alle Finlands mest centrale institutioner er involveret i den løbende debat, forklarede hun.

Hufvudstadsbladet konstaterer dog tørt:

- At dømme efter hendes udtalelser har hun allerede besluttet sig.

Marin konstaterede i sin tale på partimødet, at det er et aktivt valg at tilslutte sig Nato. Men det er også et aktivt valg, hvis Finland beslutter at holde sig udenfor.

- Jeg beder jer om at vise mod, at være fordomsfri og at have tiltro til, hvad der er til fædrelandets bedste.

Marin sagde, at hun har forsikringer fra generalsekretær Jens Stoltenberg om, at Nato's dør står åben for Finland.

Finland har siden Anden Verdenskrig opretholdt en streng neutralitetspolitik for at kunne bevare et godt forhold til Rusland. De to lande har en 1300 kilometer fælles grænse.

Sverige har på samme måde ført en stram neutralitetspolitik, og også i Sverige er der et skred i retning af NATO-medlemskab.

Den svenske regering har efter den russiske invasion i Ukraine slået fast, at et eventuelt svensk medlemskab af Nato vil ske i fællesskab med Finland.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.