Verden

Finsk præsidentsøn scorer eftertragtet praktikplads

Ombudsmand har modtaget klager som følge af valg af præsidentsøn Oliver Stubb til eftertragtet praktikplads.

Den finske præsident Alexander Stubbs 21-årige søn har som førsteårsstuderende vippet kandidatstuderende af pinden og fået eftertragtet praktikplads. Det har vakt undren i Finland. (Arkivfoto).
Den finske præsident Alexander Stubbs 21-årige søn har som førsteårsstuderende vippet kandidatstuderende af pinden og fået eftertragtet praktikplads. Det har vakt undren i Finland. (Arkivfoto). John Thys/Ritzau Scanpix

Tildelingen af en eftertragtet praktikplads har i de seneste dage sat sindene i kog i Finland, efter at det er kommet frem, at pladsen er gået til Oliver Stubb, der er søn af Finlands præsident, Alexander Stubb.

Det skriver nyhedsbureauet TT.

I alt 200 personer ansøgte om praktikpladsen som forskningsassistent på Finnish Institute of International Affairs (FIIA).

59 ansøgere opfyldte kriterierne, mens i alt fem personer blev inviteret til samtale, skriver finske medier.

Den 21-årige præsidentsøn går på første år på en bacheloruddannelse på et universitet i Storbritannien.

De fire øvrige kandidater, der var indkaldt til samtale, studerer alle på kandidatniveau og har modsat Oliver Stubb relevant erhvervserfaring, skriver finske medier.

Ifølge den finske avis Iltalehti blev ansøgningskravene desuden ændret, to dage efter at Oliver Stubb havde kontaktet instituttet for at spørge ind til praktikpladsen.

Ændringen af kravene betød, at det var muligt for studerende på universiteter i Storbritannien at søge stillingen.

Direktøren for FIIA, Hiski Haukkala, har forsvaret valget af præsidentsønnen med, at Stubb var særligt motiveret.

Han har også insisteret på, at god administrativ praksis blev fulgt. Direktøren har dog endnu ikke fremlagt dokumentation for processen.

Ombudsmanden for det finske parlament har modtaget seks klager over tildelingen af praktikpladsen til Oliver Stubb, skriver Iltalehti.

Beslutningen har også mødt kritik fra blandt andet Seppo Koskinen, der er professor i arbejdsret.

I sidste uge sagde han til Yle, at der var grund til at mistænke FIIA for ikke at have benyttet samme udvælgelseskriterier over for alle ansøgerne.

- Set udefra ser det ikke godt ud, lød det i sidste uge fra professoren.

FIIAS forskningsprogram har særligt fokus på finsk udenrigspolitik, nordeuropæisk sikkerhed og Nato.

Oliver Stubb er allerede begyndt på sit praktikophold hos FIIA, skriver Yle.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden