Fire amerikanske soldater omkom i flystyrt i Norge

Amerikanske marineinfanterister deltog i en Nato-øvelse i det nordlige Norge, da deres fly styrtede ned.

Alle fire ombordværende i et militærfly af typen V-22 Osprey fra USA's Marine Corps omkom ved et flystyrt fredag. V-22 Osprey er et amerikansk militært luftfartøj med en 12-meter tiltrotor på hver vinge. <i>Kacper Pempel/Reuters</i>

Alle fire ombordværende i et militærfly af typen V-22 Osprey fra USA's Marine Corps omkom ved et flystyrt fredag. V-22 Osprey er et amerikansk militært luftfartøj med en 12-meter tiltrotor på hver vinge. Kacper Pempel/Reuters

Alle fire ombordværende i et militærfly fra USA's Marine Corps er bekræftet omkommet. De fire var marineinfanterister fra eliteenheden US Marine Corps. Det oplyser politiet ifølge nyhedsbureauet NTB.

Flyet af typen Bell-Boeing V-22 Osprey styrtede ned ved Beiarn i Nordland i det nordlige Norge.

Det amerikanske militærfly var på træningstur i forbindelse med Nato-øvelsen "Cold Response". Over 30.000 soldater fra 27 lande deltager i øvelsen.

Flyet skulle være landet fredag aften før klokken 18. Det blev meldt savnet klokken 18.26.

Det havde kurs mod Bodø, da det forsvandt. Klokken 21.17 blev det lokaliseret på jorden i Gråtådalen i Beiarn, oplyser det norske forsvar.

Politiet nåede frem til det havarerede fly klokken halv to natten til lørdag, skriver NTB.

- Så vidt vi ved er alle de fire omkomne amerikanske statsborgere, siger operationsleder Ivar Bo Nilsson i Nordlands politidistrikt lørdag morgen.

Politiet har iværksat en efterforskning og varslet havarikommissionen om flystyrtet.

Der er meget dårligt vejr i området, hvor flyet styrtede ned.

De nærmere omstændigheder omkring ulykken er ikke klare. Det norske forsvar skriver i en pressemeddelelse, at øvelsen fortsætter - dog med nogle justeringer på grund af det dårlige vejr i området.

V-22 Osprey er et amerikansk militært luftfartøj med en 12-meter tiltrotor på hver vinge. Tiltrotorerne kan vippes for opdrift og fremdrift, og luftfartøjet kan lette og lande vertikalt som en helikopter, og det kan flyve som et almindeligt propelfly, når det er kommet i luften.

Statsminister Jonas Gahr Støre siger i en udtalelse, at han med sorg har modtaget meddelelsen om de fire amerikanske soldaters død.

- Mine tanker går i dag til soldaternes familier, pårørende og til deres kolleger i enheden, hvor de gjorde tjeneste, siger Støre.

/ritzau/NTB

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.