Fire er bragt på hospitalet efter skyderi i London
Ifølge politiet blev der skudt vilkårligt fra en bil i London-bydelen Brixton, hvor også en mand er stukket ned.
Opdateret kl. 18:52
Fire personer med skudsår er bragt til et hospital efter skyderi i den britiske hovedstad, London.
Det rapporterer tv-stationen Sky News.
Et af ofrene - en 25-årig mand - er livstruende såret, melder en anden britisk tv-station, BBC. Ifølge et familiemedlem har den 25-årige ikke forbindelse til bander eller andre kriminelle miljøer.
Et andet af ofrene er en 70-årig pensionist.
Ifølge politiet blev der skudt "vilkårligt" fra et køretøj på vejen Coldharbour Lane.
Et øjenvidne, der ikke ønsker sit navn frem, fortæller til BBC, at der blev affyret syv skud fra en bil.
Skuddene ramte et sted, hvor der sad flere personer og grillede.
- Folk havde bare nydt solskinsvejret, men så begyndte de at komme på benene og løbe derfra. Der havde også været børn tidligere, siger vedkommende.
Omkring 700 meter fra det sted i bydelen Brixton i det sydlige London, hvor skyderiet fandt sted, er en 33-årig mand fundet med flere stiksår.
Politiet i London undersøger nu, om der er en forbindelse mellem de to episoder, meddeler Sky News.
Politiet er til stede i området og har spærret et område af, mens retsmedicinere søndag arbejder på stedet, viser tv-billeder.
Der er endnu ikke foretaget nogen anholdelser i forbindelse med skyderiet, der skete tidligt lørdag morgen, skriver BBC.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.