Firkantede regler forværrer pandemi i Hongkong

Kinas strategi med at behandle hvert smittetilfælde med krav om behandling og isolation har givet bagslag.

Meget tyder på, at den gældende strategi i kampen mod covid-19 i Hongkong er uhensigtsmæssig og skaber en unødvendig overbelastning af sundhedssektoren. Her ses ældre patienter i hospitalssenge ude foran et hospitals skadestue. <i>Kin Cheung/Ritzau Scanpix</i>

Meget tyder på, at den gældende strategi i kampen mod covid-19 i Hongkong er uhensigtsmæssig og skaber en unødvendig overbelastning af sundhedssektoren. Her ses ældre patienter i hospitalssenge ude foran et hospitals skadestue. Kin Cheung/Ritzau Scanpix

Noget er gået helt galt i Hongkongs kamp mod coronapandemien, og hospitalerne i storbyen er fyldt til bristepunktet.

Meget tyder på, at den gældende strategi i kampen mod covid-19 skaber en unødvendig overbelastning af sundhedssektoren.

- Vi ser kraftige stigninger i antallet af sygdomme og isolation af hospitalspersonale. Hospitalerne er nødt til at ændre strategi, siger lægen David Owens, som har været med til stifte sundhedsklinikken OT & P i Hongkong.

- Det kan synes at være ulogisk, men under en pandemi er hospitalerne det sidste sted, vi ønsker at have mange syge, siger han.

- Det er et stort problem, at folk dukker op på hospitalerne med milde symptomer, siger David Chan. Han leder de hospitalsansattes sammenslutning i Hongkong.

Han tilføjer, at det er ikke indbyggernes skyld, men derimod fejl i myndighedernes linje og kommunikation.

Myndighederne i Hongkong er begyndt at justere de gældende regler. De dikterer, at hvert eneste smittetilfælde skal behandles med isolation og karantæne. Det har været med til at skabe kaotiske forhold på sygehusene.

I sidste uge lå mange ældre patienter i hospitalssenge ude foran skadestuen på et hospital.

- Det var som at ligge i en flygtningelejr under krigen. Mange græd, men der var ingen pladser inde på hospitalet. De syge måtte simpelt hen ligge uden for og vente, siger en sygeplejerske fra skadestuen til BBC.

Disse patienter er nu blevet rykket ind. Andre patienter ligger dog fortsat på gangene på Hongkongs hospitaler, og isolationsafdelinger med plads til 40 senge har nu 60.

- Man bliver ved med at sætte senge ind, men der er ikke tilstrækkeligt med personale, siger den 25-årige sygeplejerske Yee, som kun ønsker at oplyse sit fornavn til Reuters.

- Mine kolleger er overbebyrdede. En enkelt person skal tage sig af dusinvis af patienter, siger hun.

Læger og sygeplejersker på andre hospitaler i Hongkong kommer med samme meldinger.

Hver dag registreres der tusindvis af nye smittetilfælde. Siden begyndelsen af februar er antallet af smittetilfælde blevet 70 gange større.

Yee, som arbejder i frontlinjen mod pandemien, blev for nylig selv afvist som patient på Kwong Wah-hospitalet, som hun arbejder på. Det skyldtes, at hospitalsgangene var fyldt op med patienter.

Den 25-årige sygeplejerske smittede sin far derhjemme og frygter, at også hendes mor og bror bliver smittet.

Der er stort set ingen mulighed for at overholde regler om isolation og karantæne i et samfund, hvor der i mange hjem bor tre generationer.

Kina har lovet at hjælpe Hongkong med at udbygge byens test,- behandlings- og karantænekapacitet.

- Det voldsomme angreb fra den femte bølge af pandemien har givet Hongkong et hårdt slag og overvældet byens muligheder for at håndtere situationen, sagde lederen af Hongkongs bystyre, Carrie Lam, for nylig.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.