Flere døde i israelsk angreb i libanesisk grænseområde
Det israelske militær bekræfter i en udtalelse at have udført et angreb i Libanon ved grænsen til Syrien.
Opdateret kl. 22:15
Flere personer er døde i et israelsk angreb i den østlige del af Libanon søndag.
Det oplyser det statslige nyhedsbureau National News Agency, mens det israelske militær i en udtalelse bekræfter at have udført et angreb i området Majdal Anjar, der ligger ved grænsen til Syrien.
Ifølge det libanesiske medie angreb en israelsk drone en bil i grænseområdet, og fire personer meldes døde.
Det israelske militær oplyser ikke umiddelbart, hvor mange der er døde i angrebet, men skriver i udtalelsen, at de angreb medlemmer af den palæstinensiske militante gruppe Islamisk Jihad.
Libanons sundhedsministerium bekræfter i en erklæring dødstallet.
I november 2024 indgik Israel en våbenhvile med Hizbollah, der havde til formål at afslutte over et års fjendtligheder mellem de to, som startede efter krigen i Gaza.
Alligevel gennemfører Israel med jævne mellemrum angreb i særligt den sydlige og østlige del af Libanon.
Det lyder ofte fra israelsk side, at der er tale om steder med Hizbollah-tilknytning, men nogle gange lyder forklaringen også, at det er Hamas-mål eller andre militante grupper.
Mere end 370 mennesker er blevet dræbt af israelske angreb i Libanon siden starten på våbenhvilen, viser en opgørelse af AFP baseret på rapporter fra landets sundhedsministerium.
I våbenhvileaftalen fra november sidste år skulle Hizbollah trække sig nord for Litani-floden, der ligger omkring 30 kilometer fra den israelske grænse.
Israels soldater skulle til gengæld trække sig fra det sydlige Libanon, men er stadig til stede med soldater ved flere lokationer i området.
/ritzau/AFP
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.