Politi

Lastbil kører ind i vejfest i Holland og dræber mindst to

To er dræbt, efter at lastbil ramte deltagere i vejfest. Ifølge politiet er der flere ofre under lastbilen.

Mindst to personer er bekræftet omkommet, efter at en lastbil kørte ind i en gruppe personer, som deltog i en gadefest i Nieuw-Beijerland i Holland.
Mindst to personer er bekræftet omkommet, efter at en lastbil kørte ind i en gruppe personer, som deltog i en gadefest i Nieuw-Beijerland i Holland. Str/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 00:27

Flere mennesker er døde i en ulykke i Holland, hvor en lastbil er kørt ind i en gadefest.

Ulykken skete i byen Zuidzijdedijk i det sydvestlige Holland lørdag ved 18-tiden.

Ved 23.30-tiden oplyser politiet i en meddelelse, at mindst to mennesker er blevet dræbt, og flere ofre er blevet bragt til hospitalet.

- Der er i øjeblikket stadig omkomne under lastbilen, skriver politiet.

Billeder i hollandske medier viser lastbilen, der er kørt af vejen og holder på et græsareal, hvor folk var i gang med at grille.

- Man kan forestille sig, hvor skrækkeligt det er, at en lastbil kører ind i en gruppe mennesker under en vejfest. Chokket er enormt, siger en talskvinde for politiet til radiostationen Omroep Rijnmond.

Myndighederne har sendt krisehjælp ud til de mange øjenvidner, tilføjer hun.

- Vi havde en hyggelig grillfest og så en lastbil, der holdt stille i krydset, og så kørte den direkte gennem teltet, fortæller et øjenvidne, Johan van Driel, til nyhedssitet AD.

- Det var forfærdeligt. Flere mennesker blev revet med. I sådan et øjeblik går alt igennem én: Magtesløshed, mistro, fortæller øjenvidnet, der selv kom til skade i hændelsen.

Der er omkring ti ambulancer på stedet, og flere ambulancehelikoptere er sat ind.

Politiet oplyser, at redningsfolkene sent lørdag aften stadig er til stede i stort antal.

Der er ikke umiddelbart oplysninger om, at der skulle være tale om terror. TV-stationen NOS omtaler hændelsen som en ulykke.

Politiet er ved at undersøge, hvad der fik lastbilen til at køre af vejen og ramme menneskemængden.

Lastbilens chauffør - en 46-årig mand fra Spanien - slap ifølge NOS uskadt fra ulykken. Han blev anholdt på stedet.

- Hans rolle er ved at blive undersøgt, skriver politiet.

Lastbilen er fra et spansk fragtfirma ved navn El Mosca.

Ulykken i Holland sker, dagen efter at en varevogn ramte gæster ved en udendørscafé i Bruxelles i nabolandet Belgien. Belgisk politi har oplyst, at der ikke er noget, der tyder på, at det var et terrorangreb.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden