Verden

Flere er i livsfare efter knivangreb på banegård i Hamburg

En kvinde er anholdt efter knivangreb i Hamburg. Ifølge tyske medier er flere i livsfare efter angrebet.

Kriminalteknikere foretager fredag aften undersøgelser mellem perron 13 og 14 på Hamburgs hovedbanegård, efter at flere personer blev stukket med en kniv fredag.
Kriminalteknikere foretager fredag aften undersøgelser mellem perron 13 og 14 på Hamburgs hovedbanegård, efter at flere personer blev stukket med en kniv fredag. Georg Wendt/Ritzau Scanpix

Opdateret 24. maj 2025 kl. 02:28

En person har stukket flere mennesker med en kniv på Hamburgs hovedbanegård. Fire personer meldes i livsfare.

Det skriver flere tyske medier herunder Der Spiegel.

Politiet i Hamburg oplyser i en pressemeddelelse natten til lørdag, at i alt 18 personer er såret efter hændelsen.

Fire af de sårede er i livsfare, mens yderligere seks personer er alvorligt såret. Det skriver den tyske tv-station NDR.

De resterende otte personer har ifølge mediet fået lettere skader.

Politiet oplyser, at en mistænkt er anholdt, og at der er tale om en 39-årig kvinde. Politiet vurderer, at hun handlede alene, og oplyser at efterforskningen er i fuld gang.

Angiveligt stak hun "vildt omkring sig på perronen", skriver Der Spiegel, som refererer politiet for oplysningen.

Kvinden var ifølge politiet i en tilstand af "psykisk krise", skriver det tyske medie. Der er ingen tegn på, at angrebet skulle være politisk motiveret.

Kvinden er natten til lørdag fortsat i politiets varetægt. Hun vil lørdag blive stillet for en dommer, skriver politiet i pressemeddelelsen.

Angrebet fandt ifølge medierne sted omkring klokken 18 mellem banegårdens perron 13 og 14 foran et ventende tog.

Et par timer efter angrebet fortalte en reporter fra Der Spiegel, at der ikke hersker panik på stedet, men snarere forvirring. Rejsende ledes gennem banegårdshallen, og adgangen til de fleste perroner skal være fri.

Sent fredag aften er politi og kriminalteknikere fortsat på gerningsstedet mellem spor 13 og 14.

Banegården i Hamburg er en af de mest benyttede i Europa. Ifølge det tyske jernbaneselskab Deutsche Bahn benytter mere end en halv million rejsende banegården hver dag.

I myldretiden er perroner og tog ofte meget fyldte, skriver Der Spiegel.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden