Verden

Flere meldes såret i angreb på russisk e-handelsgigants lagre

Flere lagre tilhørende en russisk e-handelsplatform er blevet ramt af luftangreb i det sydvestlige Rusland.

Billeder på sociale medier viser, at et lager tilhørende den russisk e-handelsgigant Wildberries onsdag morgen står i brand i Nevinnomyssk. Billedet er verificeret af Reuters.
Billeder på sociale medier viser, at et lager tilhørende den russisk e-handelsgigant Wildberries onsdag morgen står i brand i Nevinnomyssk. Billedet er verificeret af Reuters. Social Media/Reuters

Opdateret kl. 07:23

Nye luftangreb mod lagre, der tilhører den russiske e-handelsplatform Wildberries, har såret flere personer i den sydvestlige del af Rusland.

Det meddeler virksomhedens direktør, Tatjana Kim, onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge Kim ligger de ramte lagre i Krasnodar og Nevinnomyssk i det sydvestlige Rusland.

Angrebene sker, få dage efter at ukrainske droner i weekenden ramte et af virksomhedens logistikcentre i Kotovsk i det vestlige Rusland.

Ifølge russiske myndigheder og Wildberries dræbte angrebet otte medarbejdere, der var på nattevagt, udløste omfattende brande og forstyrrede virksomhedens drift.

I alt otte personer er ifølge russiske myndigheder blevet såret i onsdagens angreb.

- Et lagerkompleks er brudt i brand efter et droneangreb i udkanten af Nevinnomyssk, skriver Vladimir Vladimirov, der er guvernør i regionen Stavropol, på den statslige russiske beskedtjeneste Max.

Han oplyser, at fem personer har modtaget behandling for deres skader efter angrebet.

Vladimirov meddelte tidligere på natten, at luftforsvaret var i gang med at afværge et angreb fra fjendtlige droner, der var rettet mod Nevinnomyssk.

De operationelle myndigheder i Krasnodar oplyser, at yderligere tre personer er såret, efter at rester fra droner faldt ned på et lager i regionen.

Wildberries er den største e-handelsplatform i Rusland og er ifølge Reuters landets svar på e-handelsgiganten Amazon.

Virksomheden opererer primært i Rusland, men sælger også varer til flere lande, der har været en del af Sovjetunionen. Det gælder blandt andet Belarus og Armenien.

Ukraine har i de seneste måneder skruet op for angrebene på Rusland og de russisk-kontrollerede områder, skriver AFP. Ukraine har flere gange betegnet angrebene som gengæld for de russiske angreb på landet.

RITZAU

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden