Verden

To studerende dræbt af skud på prestigefyldt universitet i USA

Otte personer er i kritisk tilstand efter skyderi på Brown University. Gerningsmanden er fortsat på fri fod.

Flere ambulancer holder nær universitet i den amerikanske delstat Rhode Island, hvor flere personer midt i eksamensperioden er blevet ramt af skud.
Flere ambulancer holder nær universitet i den amerikanske delstat Rhode Island, hvor flere personer midt i eksamensperioden er blevet ramt af skud. Mark Stockwell/Ritzau Scanpix

Opdateret 14. december 2025 kl. 05:39

To personer har mistet livet, og otte er hårdt såret efter et skyderi lørdag på Brown University i byen Providence i den amerikanske delstat Rhode Island.

Det oplyser borgmesteren i Providence, Brett Smiley, på et pressemøde ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Jeg kan bekræfte, at der er to personer, som er afgået ved døden her til eftermiddag, og yderligere otte er i kritisk tilstand, siger Brett Smiley.

I alt er ni personer såret efter skyderiet, men én af de sårede er ikke hårdt kvæstet, siger borgmesteren ifølge nyhedsbureauet AP.

Lederen af Brown University fortæller, at de dræbte var studerende, skriver Reuters.

Den formodede gerningsmand er fortsat på fri fod flere timer efter skyderiet. Han menes at være flygtet til fods. Politiet i Providence har offentliggjort en video af den mistænkte på X og Facebook.

Videoen viser en person i mørkt tøj gå rundt om et hjørne på fortovet i roligt tempo.

Myndighederne formoder, at gerningsmanden brugte et håndvåben til at affyre de dødbringende skud.

Der blev slået alarm på universitetet lørdag klokken 16.22 lokal tid efter meldinger om en bevæbnet person på Brown University, hvor der blev afholdt eksamener.

Folk blev opfordret til at blive, hvor de var, eller søge i sikkerhed, hvis det var muligt. Studerende blev af universitetet bedt om at låse døre, sætte telefoner på lydløs og holde sig skjult.

Først var meldingen, at en mistænkt gerningsmand var i politiets varetægt, men senere lød det, at gerningsmanden fortsat var på fri fod.

Universitetet ligger syd for Boston og har omkring 11.000 studerende.

Ifølge universitetet var der planlagt eksamener lørdag mellem klokken 14.00 og 17.00 lokal tid.

Brown University er en del af Ivy League, som er en gruppe af prestigefyldte universiteter i det nordøstlige USA, der blandt andet tæller Harvard, Yale og Columbia.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, siger, at han er blevet orienteret om skyderiet.

- Alt, hvad vi kan gøre lige nu, er at bede for ofrene og for dem, der blev alvorligt såret, lyder det fra Trump.

Sammenlignet med mange andre lande er masseskyderier på skoler, arbejdspladser og religiøse steder mere almindelige i USA, som har nogle af de mest lempelige våbenlove i verden.

Sidste år havde USA over 500 masseskyderier, skriver Reuters.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden