Verden

FN: 509 dræbt ved amerikanskstøttet fødevaredistribuering i Gaza

GHF har flere gange fået kritik af ngo'er for netop sin håndtering af uddeling af fødevarer i Gaza.


Opdateret kl. 13:53

FN's menneskerettighedskontor, OHCHR, oplyser fredag, at det har registreret mindst 613 dræbte ved nødhjælpsudleveringssteder og i nærheden af humanitære konvojer i Gaza.

Det siger Ravina Shamdasani, der er talsperson for FN-kontoret, under et pressemøde i Genève i Schweiz, skriver Reuters.

Af de 613 dræbte blev 509 ifølge FN dræbt i nærheden af nødhjælpsudleveringssteder drevet af den USA- og Israel-støttede Gaza Humanitarian Foundation (GHF).

Organisationen har flere gange fået kritik af FN og andre nødhjælpsorganisationer for ikke at være neutral, og at den omgår det normale nødhjælpssystem i Gaza - samt for ikke at være tilstrækkelig forberedt.

Læger uden Grænser har i en pressemeddelelse i slutningen af juni kaldt maduddelingsordningen, der blev sat i værk i maj, "et blodbad maskeret som nødhjælp".

Flere gange har der været kaotiske omstændigheder og skudepisoder ved GHF -uddelingssteder.

Senest tirsdag gik over 170 ngo'er sammen i en skriftlig udtalelse og krævede et ophør af den israelske distribuering af nødhjælp i Gaza.

Kritikken var også rettet mod GHF.

Blandt ngo'erne, der alle er til stede i Gaza, er Dansk Flygtningehjælp, Læger uden Grænser, Red Barnet og Folkekirkens Nødhjælp.

I stedet opfordrede organisationerne til, at man vender tilbage til FN's tidligere måde at koordinere hjælpen på.

- I dag står palæstinensere i Gaza over for et umuligt valg: At sulte eller risikere at blive skudt, mens de desperat forsøger at nå frem til mad for at brødføde deres familier, skrev ngo'erne i den fælles udtalelse.

Israels militær erkendte mandag, at palæstinensiske civile er kommet til skade i forbindelse med uddeling af nødhjælp i Gaza.

Militæret har derfor udsendt nye instrukser til sine soldater.

Israel har endnu ikke kommenteret dødstallet oplyst af FN.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden