FN advarer mod at huse ukrainske kvinder hos enlige mænd

Storbritannien kritiseres for at lade kvinder flygtet fra Ukraine blive huset hos enlige mænd uden kontrol.

Det er kritisabelt, at den britiske regering lader kvinder, der er flygtet fra Ukraine, flytte ind med enlige mænd i Storbritannien uden nogen kontrol. Det siger FN's flygtningeorganisation ifølge avisen The Guardian.

Storbritannien har indført loven "Hjem til Ukrainere", som muliggør, at briter kan huse ukrainske flygtninge i deres eget hjem. Briterne fungerer samtidig som en sponsor for flygtningene, hvis de vil have et visum.

Men britiske værter skal selv matche med de ukrainske flygtninge, de vil huse.

FN's flygtningeorganisation kritiserer den britiske regering for manglende kontrol med processen.

Organisationen er bekymret for, at ukrainske kvinder, der kommer alene til Storbritannien, risikerer at blive udnyttet seksuelt, når de flytter ind hos enlige mænd.

- FN's flygtningeorganisation mener, at en mere korrekt metode ville være at sikre, at kvinder og kvinder med børn blev sat sammen med familier eller par, oplyser den til avisen.

The Guardian har talt med en ukrainsk kvinde, som havde ledt efter en sponsor igennem Facebook. Hun fortæller, at hun fik beskeder fra en ældre mand i London, som sagde, at hun ville blive nødt til at dele soveværelse med ham.

En journalist fra avisen The Times har udgivet sig fra at være en 22-årig ukrainsk kvinde på en stor Facebook-gruppe, der skal matche briter og ukrainere.

Kort tid efter at hun delte et opslag om, at hun ledte efter en vært, fik hun blandt andet beskeder fra en mand, som "havde en bred seng med plads til dem begge".

FN's flygtningeorganisation mener, at den britiske regering ikke har gjort nok for at forberede værterne på opgaven.

Organisationen frygter, at for mange briter ikke er klar over, hvad de går ind til, når de binder sig til at huse flygtninge i seks måneder.

Regeringen i Storbritannien afviser kritikken over for The Guardian.

- Forsøg på at udnytte sårbare mennesker er i sandhed frygtelige - det er derfor, at vi har designet "Hjem for Ukrainere" med sikkerhedsforanstaltninger, som inkluderer baggrundscheck, siger en talsperson.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.