konflikt, krig og fred

FN afviste historisk debat om krænkelser i Kina

USA og Storbritannien var blandt landene, som ønskede debat om mulige forbrydelser mod menneskeheden i Kina.

En gigantisk nyhedsskærm viser optagelser af Kinas præsident, Xi Jinping, under et nyligt besøg i Xinjiang, hvor Kina beskyldes for overgreb på uighur-muslimer og andre etniske minoriteter.
En gigantisk nyhedsskærm viser optagelser af Kinas præsident, Xi Jinping, under et nyligt besøg i Xinjiang, hvor Kina beskyldes for overgreb på uighur-muslimer og andre etniske minoriteter. Tingshu Wang/Reuters

FN's Menneskerettighedsråd afviste torsdag en historisk debat om påståede menneskerettighedskrænkelser i Kinas Xinjiang region. Det skete selv om en FN-rapport omtaler mulige forbrydelser mod menneskeheden i regionen.

Forslaget om en debat blev ifølge Reuters forkastet med 19 stemmer imod, 17 for og 11 blanke stemmer.

Det er kun anden gang i rådets 16 år lange historie, at en debat er blevet afvist. Det opfattes som et nederlag for Vestens moralske autoritet i menneskerettighedsspørgsmål.

USA, Canada og Storbritannien var blandt de lande, som ønskede debatten.

Der udbrød et sjældent stort bifald efter forkastelsen af dagsordenen i rådets mødesal i Genève.

Kinas FN-ambassadør havde advaret om, at en vedtagelse af dagsordenen ville være en "farlig kortslutning", som ville føre til diskussioner om andre landes brud på menneskerettighederne.

- I dag er det Kina. I morgen vil det være andre udviklingslande, som kommer i søgelyset, sagde ambassadøren, Chen Xu.

En længe ventet rapport fra FN 1. august fastslog, at beskyldninger om tortur i Xinjiang er troværdige, og at der sker mulige forbrydelser mod menneskeheden i den vestkinesiske provins.

Rapporten beskriver en lang række af overgreb på uighur-muslimer og andre etniske minoriteter i Xinjiang.

Det omfatter blandt andet vilkårlige anholdelser, troværdige anklager om tortur, seksuelle overgreb i centre for tilbageholdelser og tvungne steriliseringer og aborter.

Dertil kommer også undertrykkelse af religionsfrihed og tvangsarbejde.

Der har i årevis været rettet internationalt fokus mod forholdene for uighur-muslimer i Xinjiang.

Det er af menneskerettighedsgrupper og uighurer, som er flygtet fra Kina, flere gange blevet beskrevet, at hundredtusindvis af uighurer og andre minoriteter er blevet tvunget i såkaldte genopdragelseslejre under elendige forhold.

Ifølge Kina er lejrene til for at forhindre ekstremistisk vold.

Rapporten blev offentliggjort få minutter før chileneren Michelle Bachelet gik af som FN's menneskerettighedschef, efter at hele hendes sidste tid på posten havde været præget af diskussioner om Kina og påståede menneskerettighedskrænkelser i Xinjiang.

/ritzau/Reuters

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden