FN bekræfter mindst 64 dræbte civile i Ukraine siden torsdag
Mindst 64 civile har mistet livet i Ukraine siden torsdag. De fleste som følge af beskydning eller luftangreb.
Opdateret kl. 03:57
Under Ruslands invasion af Ukraine er der hidtil bekræftet mindst 240 civile ofre, herunder mindst 64 dræbte.
Tallene er baseret på optællinger fra torsdag frem til sent lørdag aften, oplyser FN's nødhjælpskontor (Ocha) natten til søndag dansk tid.
Det skriver BBC.
Ocha tilføjer, at de reelle tal kan være markant højere, eftersom mange meldinger om ofre endnu ikke er blevet bekræftet.
Derudover har skader på hjem og kritisk infrastruktur efterladt hundredtusindvis af mennesker uden adgang til vand og elektricitet.
FN oplyser også, at flere end 160.000 ukrainere nu er internt fordrevne og forsøger at flygte over grænsen fra Ukraine.
Ifølge estimater fra den ukrainske regering risikerer den russiske invasion at tvinge op mod fem millioner mennesker på flugt.
Der bor godt 43 millioner mennesker i Ukraine.
CNN's udsendte i Ukraines hovedstad, Kiev, Tim Lister oplyser natten til søndag, at en seksårig dreng lørdag aften blev dræbt under kraftig beskydning i den vestlige del af byen.
Flere andre blev såret.
Journalisten citerer Serhii Chernysuk, som er læge på børnehospitalet Okhmatdyt i Kiev.
Ifølge lægen er to teenagere og tre voksne blandt de sårede.
Den forrige optælling fra Ocha blev offentliggjort fredag morgen. Her lød tallene på mindst 127 civile ofre. Blandt dem 25 dræbte og 102 sårede. De fleste som følge af beskydning eller luftangreb.
FN's tal er forskellige fra tallene fra Ukraines sundhedsministerium.
Ministeriet oplyste således lørdag formiddag, at mindst 198 civile ukrainere, herunder tre børn, er blevet dræbt som følge af Ruslands invasion af landet.
Samtidig oplyste ministeriet, at 1115 mennesker er såret, heriblandt 33 børn.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den russiske invasion af Ukraine begyndte natten til torsdag. Det skete, efter at vestlige stormagter, herunder USA, længe havde advaret om, at et russisk angreb på Ukraine var nært forestående.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.