FN-chef: Vold mod civilbefolkningen i Colombia må stoppe
Mere end 100 personer er de seneste dage blevet dræbt under voldelige opgør mellem oprørsgrupper i Colombia.
Volden mod civilbefolkningen i Colombia bør stoppes øjeblikkeligt, lyder det natten til onsdag fra FN's generalsekretær, António Guterres.
Det skriver Stéphane Dujarric, der er talsperson for FN, i en udtalelse.
Mere end 100 personer er i de seneste seks dage blevet dræbt under voldelige opgør mellem oprørsgrupper i den nordvestlige del af landet. Mere end 20.000 er desuden blevet sendt på flugt.
- Generalsekretæren er dybt bekymret over volden i regionen Catatumbo i Colombia, skriver Dujarric.
- Han (Guterres, red.) opfordrer til et øjeblikkeligt ophør af volden mod civilbefolkningen, fremgår det videre af udtalelsen.
Oprørsgruppen Den Nationale Befrielseshær (ELN) lancerede torsdag et angreb i Catatumbo. Angrebet var rettet mod en rivaliserende gruppe bestående af tidligere medlemmer af gruppen Farc, der blev opløst i 2017.
Angrebene de seneste dage menes at komme af en kamp om territorier mellem de to oprørsgrupper og fortjenesten fra kokainhandlen. Regionen er et af de steder i Colombia, hvor der produceres mest kokain.
Colombianske specialstyrker er tirsdag rykket ind i områder nær Colombias grænse til Venezuela. Her forsøger de at genvinde styringen over områder, der i øjeblikket er under kontrol af oprørsgrupper.
Situationen i grænseområdet til Venezuela har fået den colombianske regering til at erklære intern uro. Som følge heraf er der blevet indsat 5000 soldater i området.
Håbet er, at soldaterne tilstedeværelse vil betrygge lokalbefolkningen i, at volden er ved at komme under kontrol.
FN oplyser tirsdag, at omkring 30 personer er blevet bortført i forbindelse med urolighederne, mens 1000 personer menes at være blevet fanget i kampene mellem de væbnede oprørere.
/ritzau/AFP
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.